Ud fra gamle søkort kan man se at omkring 2,5 - 3 meter af de højeste toppe i området er forsvundet pga. stenfiskeri.
Genopretning af stenrev ved Køge Sønakke skal bidrage til at genskabe tidligere tiders stenrevsforekomster og biologiske forhold i området dels ved at udvide arealet af havbund, der i dag betegnes som stenrev og dels øge kvaliteten af de eksisterende rev.
Genopretningen skal bidrage til en øget biodiversitet og biomassen af rev-arter i området ved at danne habitater, der er forskellige fra de dominerende habitattyper i området, som er sandbund med få spredte sten og sandbanker. Øget biodiversitet omfatter eksempelvis fasthæftelse af flerårige makroalger og fastsiddende organismer.
Stenrev begroet med tangskove er et af de marine habitater med størst biodiversitet og biomasse af marin flora og fauna. Habitattypen udgør essentielle levesteder for flere fiskearter, herunder også kommercielt vigtige arter. Torsk anvender stenrev som opvækstområde, idet de små juvenile torsk søger skjul fra prædatorer og finder føde i tangskovene. Derudover anvender også stenbider, ål, sild, sej, mørksej, laks, ørred og hummer stenrev i forbindelse med gydning, opvækst, fødesøgning eller migration i løbet af deres livscyklus
Andre fiskearter, der typisk findes på stenrev, omfatter havkarusse, berggylt, savgylt, ålekvabbe, tangspræl, tangnål, tangsnarre samt diverse kutlinger. Flere af disse fiskearter danner fødegrundlag for sæler og marsvin, der forventes at blive yderligere tiltrukket til området efter udlægning af flere rev i området.