Tips om produkter, der indeholder væsker

Badeforhæng, sæbeholdere og tandbørstekrus med farvede eller klare væsker. Der er masser af den slags produkter på hylderne – og de er som udgangspunkt fuldt lovlige. Du skal dog være opmærksom på de kemikalier, du kan blive udsat for, hvis produktet går i stykker. En revne er nok til, at der kan sive væske ud.

Der er forskel på hvor farlig væsken er. Produkterne indeholder en vandig væske eller en olie - og i flere tilfælde både en olie og en vandig væske.

Hvis væsken er en olie, så skal du være ekstra påpasselig. Hvis du er uheldig at komme til at drikke en olievæske, kan du risikere at få kemisk lungebetændelse. Hvis væsken kommer på huden kan den blive rød og irriteret.

Vær opmærksom på at børn som regel synes, at produkterne er spændende, og kan finde på at drikke væsken, fordi den ligner saft

Det kan være svært at gennemskue, hvornår der er tale om en væske der indeholder olie. 

Derfor anbefaler Miljøstyrelsen, at du altid passer på, og mindsker risikoen for at produkterne går i stykker,  uanset hvilken type af væske, der måtte være i produkterne,

Tips om produkter, der indeholder væsker

  • Pas på at produktet ikke går i stykker

  • Brug aldrig produktet til fødevarer eller som drikkekrus

  • Brug aldrig produktet som legetøj

  • Hvis uheldet er ude
    Hvis du eller dit barn kommer til at drikke en olievæske, så FORSØG IKKE AT KASTE OP eller HOSTE, for så kan væsken komme ned i lungerne. DRIK MÆLK og søg straks lægehjælp . Hvis du får olievæske på huden og den bliver rød og irriteret, så bør du gå til lægen.
  • Hvis produktet går i stykker, kan du kontakte forhandleren og klage over produktet.