Vejning
Reglerne om vejning af fiskevarer har til formål at sikre, at fangstmængder registreres korrekt, og at de data, der anvendes til kvoteforvaltning, kontrol og håndhævelse, er pålidelige.
Udgangspunktet er, at alle landede mængder skal vejes, men reglerne giver mulighed for alternative ordninger under nærmere fastsatte betingelser.
Regler, der gælder uanset, hvilken vejningsordning der anvendes
Alle vejninger skal dokumenteres i et vejningsregister. Registret skal blandt andet indeholde oplysninger om fartøj, fangstrejse, art, mængde, vejningssted og anvendt vejningssystem.
Der gælder desuden særlige registreringskrav ved anvendelse af prøveudtagning, vejning om bord og vejning efter transport.
De detaljerede tekniske krav fremgår af reglerne om vejningsregistre.
Fiskevarer skal vejes på godkendte vejningssystemer. Medlemsstaterne skal sikre, at systemerne er godkendt, kalibreret og plomberet efter nationale regler.
Der findes detaljerede tekniske krav til blandt andet:
transportbåndsvægte
batchvejesystemer
brovægte
ikke-automatiske vægte
fejl- og nødprocedurer
De tekniske krav findes i bilag I.
Det skal bemærkes, at der er krav om, at vægten skal være.
egnet til nøjagtig vejning af fiskervarer
placeret på en stabil og plan overflade, undtagen hængevægte og at vægte der anvendes til vejning om bord er stationære på vejningstidspunktet og at eventuelle svingninger ikke påvirker vejeresultatets nøjagtighed
nulstilles for hver kasse/beholder.
For visse ferske pelagiske arter kan der anvendes fradrag for vand og is.
Hovedreglen er et fradrag på op til 2 %, men Kommissionen kan efter ansøgning tillade andre procentsatser eller anvendelse på andre arter, hvis det er videnskabeligt begrundet og ledsaget af passende kontrolforanstaltninger.
Medlemsstaterne skal indarbejde vejning i deres nationale kontrolprogrammer.
Kontrollen skal som minimum omfatte uanmeldte inspektioner og være baseret på en risikovurdering.
Ændringer, der trådte i kraft 10. januar 2026
Reglerne betyder, at alle operatører, der vejer fiskevarer, skal ansøge om tilladelse fra Styrelsen for at blive vejeoperatør. For at få en tilladelse skal operatøren have en vægt, der er godkendt til vejning af fiskevarer. Reglerne for, hvad der udgør en godkendt vægt, er de samme som tidligere.
Ændringer i kontrolforordningen præciserer også, at vejeoperatøren er ansvarlig for at sikre, at vejningen udføres korrekt.
Fuld vejning
Fuld vejning er hovedreglen.
Alle mængder af fiskevarer skal vejes straks efter landing og inden oplagring, transport eller omsætning.
Vejningen udføres af en autoriseret vejningsoperatør på et godkendt vejningssystem.
Denne ordning kræver ingen særskilt godkendelse fra Kommissionen.
Prøveudtagning ved landing
Som en undtagelse til fuld vejning kan vægten fastsættes ved hjælp af godkendte prøveudtagningsplaner.
Princippet er, at vægten beregnes på grundlag af repræsentative stikprøver, som ekstrapoleres til den samlede landing.
Bilag II - ferske fisk
Bilag II indeholder regler for prøveudtagning ved landing af ferske fisk.
Bilaget omfatter blandt andet:
usorterede landinger af små pelagiske arter
sorterede landinger af små pelagiske arter
demersale arter landet i standardiserede kasser
Bilaget indeholder detaljerede tekniske regler om stikprøvestørrelser, prøveudtagningsprocedurer, beregning af fangstsammensætning og anvendelse af standardiserede kasser og beholdere.
Bilag III - frosne fisk
Bilag III indeholder regler for vejning af visse frosne fiskevarer.
Bilaget omfatter blandt andet:
frosne pelagiske arter
frosne demersale arter
visse frosne tunfangster
Der findes detaljerede tekniske regler om prøveudtagning af standardiserede paller, beregning af taravægt og særlige procedurer for frosne produkter.
Bilag IV - prøveudtagningsplan for vejning om bord
Bilag IV giver mulighed for, at vejningen sker om bord på fartøjet.
Ordningen kan kun anvendes for fartøjer, der er godkendt hertil af flagmedlemsstaten.
For de mængder der er vejet om bord skal kasserne være mærket med oplysninger om indholdet dvs. fartøjs nummer, art og vægt,
Ved landing kan myndighederne kontrollere vejningens nøjagtighed ved genvejning af stikprøver.
Bilaget indeholder tekniske regler om:
mærkning af kasser
registrering i logbog
stikprøvevis kontrol
genvejning
tilladte afvigelser mellem registreret og verificeret vægt.
Vejning efter transport er ligeledes en undtagelse til hovedreglen om vejning straks efter landing.
Ordningen gør det muligt at transportere fiskevarerne fra landingshavnen til et bestemmelsessted, hvor vejning foretages.
Bilag V - kontrolplan
Bilag V finder anvendelse, når fiskevarerne transporteres til et bestemmelsessted i samme medlemsstat som landingsstaten.
Kontrolplanens formål er at sikre, at fiskevarerne kan spores og kontrolleres under transporten, således at vejningen fortsat er pålidelig.
Bilaget indeholder blandt andet regler om:
transportdokumenter
eventuel plombering af transportenheder
godkendte vejeanlæg
kontrolforanstaltninger under transport og vejning
krav til registrering og godkendelse af vejeanlæg
Der findes desuden tekniske krav til vejeanlæggenes indretning og kontrol.
Bilag VI - fælles kontrolprogram
Bilag VI finder anvendelse, når fiskevarerne transporteres til vejning i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor landingen fandt sted.
Fordi flere medlemsstater er involveret, indeholder programmet særlige regler om samarbejde og informationsudveksling.
Bilaget omfatter blandt andet:
udpegede havne
godkendte transportører
plombering af transportenheder
elektronisk informationsudveksling
krydskontrol mellem medlemsstater
godkendte vejeanlæg
Ordningen er den mest omfattende af de alternative vejningsordninger, fordi både landingsmedlemsstaten, vejningsmedlemsstaten og eventuelt flagmedlemsstaten indgår i kontrollen.
Alternativer til fuld vejning pr. art ved landing
Anvendelse af prøveudtagningsplaner, kontrolplaner og fælles kontrolprogrammer kræver Kommissionens godkendelse.
Ansøgning (Reglerne om ansøgning godkendelse og ændring eller fornyelse fremgår af artikel 10-13)
En eller flere medlemsstater kan ansøge Kommissionen om tilladelse til at anvende en bestemt ordning.
Ansøgningen skal blandt andet beskrive:
den ønskede undtagelse
den relevante plan eller det relevante program
eventuelle alternative betingelser
eventuelle overgangsforanstaltninger
Alternative betingelser
Alle bilagene giver mulighed for, at medlemsstaterne kan foreslå alternative løsninger.
Det kan eksempelvis være relevant ved:
mindre fartøjer
mindre mængder
nationale særfiskerier
anvendelse af ny teknologi
særlige videnskabeligt dokumenterede forhold
Alternativerne skal som udgangspunkt sikre samme eller højere nøjagtighed.
Godkendelse og gyldighed
Godkendelser meddeles af Kommissionen og gælder som udgangspunkt i fem år.
En godkendt ordning kan ændres i løbet af perioden, hvis ændringen godkendes af Kommissionen.
Godkendelsen kan desuden fornyes.
Suspension og tilbagekaldelse
Kommissionen kan suspendere eller tilbagekalde en godkendelse, hvis der konstateres systematiske problemer med overholdelsen af reglerne eller de vilkår, der ligger til grund for godkendelsen.
Kontrol er et gennemgående element i hele regelsættet.
Jo længere en ordning bevæger sig væk fra hovedreglen om vejning straks efter landing, desto større krav stilles der typisk til kontrolforanstaltninger.
Kontrollen skal omfattet en af nedenstående elementer:
uanmeldte inspektioner
embedsmænds tilstedeværelse
tredjepartsvejere
CCTV- eller REM-systemer
plombering af transportenheder
kontrol af transportdokumenter
krydskontrol af registreringer
samarbejde mellem medlemsstater
Medlemsstaterne skal som minimum sikre risikobaserede kontrolforanstaltninger og opfylde de benchmarkkrav til inspektioner, der følger af gennemførelsesforordningen.
Relaterede indhold
Lovstof
Gennemførelsesforordning for så vidt angår vejning af fiskevarer, kontrol og inspektion heraf samt vedtagelse af prøveudtagningsplaner, kontrolplaner og fælles kontrolprogrammer: (EU) 2026/1932 af 10. august 2026
Læs mereVejledning
Du kan tilgå vejledning her: Vejningsdiagram til artikel 60 i kontrolforordningen - og mulighed for undtagelser på baggrund af Prøvetagnings- og kontrolpaner
Åbner PDFLæs mere
Du kan læse mere her: Ændrede regler, der træder i kraft 11. januar 2027 opdateres på siden her: Prøvetagning, sortering og vejning om bord
lfst.dk