Rapporten beskriver resultaterne af projektet tTEM – ny kortlægningsmetode til risikovurdering af grundvandsforurening fra punktkilder, som havde til formål at udvikle og afprøve anvendelsen af tTEM-teknologien til kortlægning af geologi og vurdering af forureningsspredning fra punktkilder. Projektet blev gennemført af WSP og Region Midtjylland i samarbejde med Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Hovedstaden.
tTEM er en geofysisk metode, der muliggør detaljeret 3D-kortlægning af de øverste 50-70 meter af undergrunden og dermed kan identificere geologiske strukturer, som har betydning for forureningsspredning. Metoden blev afprøvet på otte lokaliteter med forskellige geologiske forhold og forureningstyper. Resultaterne viste, at tTEM i alle sager forbedrede forståelsen af de geologiske forhold og gav et mere robust grundlag for risikovurderinger. I to tilfælde gjorde kortlægningen det muligt at undgå afværgetiltag eller overvågning. Projektet viste desuden, at tTEM med fordel bør anvendes tidligt i sagsforløbet, hvor metoden kan bidrage til en mere præcis konceptuel model og en mere målrettet undersøgelsesstrategi. Det kan reducere behovet for kostbare boringer og dermed give betydelige økonomiske besparelser. Samtidig er metoden mere bæredygtig end traditionelle boringer, da den er non-invasiv. Projektet har endvidere identificeret anbefalinger til planlægning af feltarbejde og understreget betydningen af et tæt tværfagligt samarbejde mellem geofysikere, geologer og sagsbe-handlere. Resultaterne er samlet i en særskilt vejledning om anvendelse af tTEM i forureningssager.
Læs rapporten her