Fjernelse af mikroforureninger med ozon, GAC og vakuum-UV på renseanlæg

Slagelse Renseanlæg drev i 2019-2022 et storskala pilotanlæg (30 m3/t) med efterpolering af udløbet med granulært aktivt kul (GAC) og traditionel UV. Resultaterne viste, at rensningen i de første 3-6 måneder var effektiv, men at man derefter ikke havde en effektiv fjernelse af mikroforureningerne. Fjernelsen af indikatorstofferne fra forslag til Byspildevandsdirektivet faldt til under 80%.

Projektets idé har derfor været at udvikle metoder – som i kombination med brugt GAC – kan behandle spildevandet kost- og energieffektivt. GAC er en effektiv, men også omkostnings- og energitung metode, hvis man skal skifte kul ofte. Pilotanlægget blev i 2022 udvidet med ozonering før GAC og vakuum-UV (VUV) efter GAC. På dette tidspunkt fjernede filteret med brugt GAC 45-50% af indholdet af direktivforslagets indikatorstoffer.

Tests med pilotanlægget blev gennemført med høj, mellem og lav dosis ozon. De gennemførte tests med høj dosis af ozon viste, at man kunne opnå en 98% fjernelse af direktivforslagets stoffer alene med brug af ozon. Ulempen med høj dosering af ozon var dog at man samtidig fik dannet sundheds- og miljøskadeligt bromat.

Tests med mellem- og lav-dosering af ozon kombineret med det brugte GAC-filter viste stabil høj fjernelse af direktivforslagets stoffer på 95-97% ved mellem-dosis ozon og 87-96% fjernelse for lav-dosis. Resultaterne viste også at VUV efter brugt GAC, som på dette tidspunkt fjernede omkring 50% af direktivforslagets stoffer, kunne forbedre fjernelsesgraden til ca. 92%.

Kombination af alle tre teknologier, med lavdosis ozon, brugt GAC-filter samt VUV-behandling, resulterede i meget høje fjernelsesgrader på 98,7% - 99,5% af direktivforslagets stoffer.

Læs MUDP-rapporten.