Forsøget er et vidensopbygningsprojekt, som alene forholder sig til destruktion af nogle PFAS-forbindelser i slam. Resultaterne af projektet giver ikke anledning til at ændre på den gældende tilgang, hvor slam kan forbrændes.
Forsøget forløb over to dage i maj 2024 og blev udført ved en temperatur på mindst 850° C i forbrændingsanlæggets efterbrændingszone. Under hvert delforsøg blev der udtaget prøver af forsøgsslammet, cyklonasken, posefilterasken og røggassen. Der blev målt for 22 PFAS-forbindelser i prøver udtaget af forsøgsslam, cyklonaske og posefilteraske og for 32 PFAS-forbindelser i røggassen. Desuden blev røggassens indhold af mulige organiske nedbrydningsprodukter af PFAS undersøgt på den første forsøgsdag.
Der er opstillet massebalancer for kulstof, fluor og PFAS. Desuden er der beregnet destruktionsgrader og destruktions- og fjernelsesgrader for PFAS-4 og PFAS-21 for de to forsøgsdage.
Projektets resultater kan ses i miljørapport nr. 2288 2025 PFAS-destruktion ved slamforbrænding.