Oprensning af PFAS-forurenet jord ved smouldering

Miljøprojekt 2283, December 2024

Oprensning af PFAS-forurenet jord ved smouldering

PFAS består af en stor gruppe syntetisk fremstillede fluorstoffer, der har været brugt siden begyndelsen af 1950'erne. Stofferne er meget stabile og svært nedbrydelige, og de kan udvaskes til vores grundvand. P.t. viser estimater fra de danske regioner, at op imod 15.000 lokaliteter har haft en aktivitet, der kan have resulteret i forurening med PFAS, som kan påvirke miljøet.

Indtil nu er der kun fundet enkelte lokaliteter, som udgør deciderede punktkilder. Forureningen på disse lokaliteter kan påvises i den terrænnære jord. Det forventes, at der i løbet af de næste år vil blive påvist flere og flere kilder til PFAS-forurening i jord, og det er derfor vigtigt at være rustet til at kunne oprense disse forureninger, så de ikke spreder sig yderligere til vores grundvand.

Formålet med projektet var at udvikle en billigere og mere bæredygtig metode til rensning af PFAS-forurenet jord end eksisterende metoder. Ved brug af metoden smouldering blev der stilet efter at opnå fuld destruktion af PFAS-forbindelserne, herunder både kortkædede og lang-kædede forbindelser, så der ikke ved oprensningen dannes nye svært nedbrydelige affaldsfaser af PFAS, som skal bortskaffes på anden vis.

Smouldering blev observeret for den PFAS-forurenede jord, efter at være blevet blandet med lave koncentrationer af granulært aktivt kul (GAC) og calciumoxid (CaO). Oprensningseffektiviteten og hastigheden af varmefrontens udbredelse tyder på, at smouldering (STARx) med succes kan anvendes til behandling af PFAS-forurenet jord.

Læs publikationen her