PFAS er menneskeskabte forbindelser kendt for vand- og olieafvisende egenskaber samt høj modstand mod varme og slid, hvilket gør dem svære at destruere. De udgør et stigende miljøproblem fra kilder som industri, lossepladser og brandbekæmpelsesområder. Fjernelse af PFAS er dyrt, og det anbefales at fjerne dem tæt på kilden for at undgå fortynding og øgede behandlingsomkostninger. Hvis kilderne er fortyndet, bør de koncentreres før destruktion.
Behandling af PFAS i losseplads-perkolat sker typisk ved brug af adsorptionsmaterialer som granulært aktivt kul (GAC) og ionbytteresin. Resin har en højere fjernelseseffektivitet end GAC. Kædelængden af PFAS påvirker deres hydrofobicitet, hvor korte kæder er sværere at adsorbere. Organisk materiale i perkolat konkurrerer med PFAS om adsorptionspladser, hvilket kræver forbehandling som koagulation, flotation og membranfiltrering for at forlænge kolonnernes levetid. Fluorescens som parameter til hurtigere gennembrudsanalyse viser potentiale, men kræver yderligere studier.
Kombineret fjernelse af PFAS og tungmetaller har været succesfuld i laboratorieeksperimenter.
Superkritisk vandoxidation (SCWO) er effektiv til PFAS-mineralisering med destruktions-effektivitet over 99,99%, men kapacitet og behandlingshastighed er udfordringer.
Storskala PFAS-behandling er implementeret på flere skandinaviske deponier, hvor behandlingen er overkommelig og kan installeres i containere eller telte.