Kortlægning og risikovurdering af frit formaldehyd i kosmetiske produkter

Kortlægning af kemiske stoffer i forbruger produkter Nr. 194 September 2023

Det stærkt allergifremkaldende stof formaldehyd er forbudt at anvende som ingrediens i kosmetiske produkter. En række såkaldte formaldehyd-releasers, som er konserveringsmidler, der frigiver formaldehyd, er dog tilladte.

Videnskabelige studier har fundet frit formaldehyd i kosmetiske produkter, som ikke havde en formaldehyd-releaser på ingredienslisten. Studierne stiller spørgsmålstegn ved, hvor dette formaldehyd stammer fra.

Derfor har Miljøstyrelsen ønsket at opbygge viden om formaldehyd i kosmetiske produkter, samt at undersøge om der kan være en risiko for forbrugerne.

I projektet blev kilderne til frit formaldehyd i kosmetiske produkter kortlagt. Herudfra blev der valgt en række produkttyper til nærmere undersøgelse. Der var fokus på produkter, som ikke renses af efter brug, eksempelvis cremer.

150 kosmetiske produkter blev indkøbt og analyseret for frit formaldehyd. Derudover blev der for udvalgte produkter foretaget en risikovurdering.

Ved analyserne blev der identificeret frit formaldehyd i 23 produkter, som ikke havde en formaldehyd-releaser på ingredienslisten. 16 af disse produkter blev vurderet at kunne udgøre en risiko for en allergisk reaktion hos formaldehydallergikere med eksemhud.

For fem af produkterne var den fundne koncentration af frit formaldehyd så høj, at det blev vurderet, at produkterne kan medføre udvikling af allergi forbrugere, der ikke i forvejen er allergiske over for formaldehyd.

Det blev fundet, at ingrediensen dihydroxyacetone (DHA), som anvendes i selvbrunere, kan være årsag til frit formaldehyd. 14 af de 23 produkter, der indeholdt frit formaldehyd, men som ikke havde en formaldehyd-releaser på ingredienslisten, var selvbrunere.

Læs publikationen
Læs en kortfattet artikel, der opsummerer projektets resultater (pdf)