On-site detektion af CFC-gas i præisolerede fjernvarmerør

Målet for dette projekt var at demonstrere en hurtig og effektiv teknologisk metode til on-site at bestemme, hvorvidt der er CFC-gas i skummet i præisolerede fjernvarmerør. Denne metode gør det således muligt for oparbejdningsvirksomhederne at sortere CFC-gasholdige fjernvarmerør fra nyere cyclopentanrør, som ikke er problematiske for klimaet. Det var en vigtig del af projektets arbejde at optimere prøveudtagningen, så den udviklede sensorløsning blev brugervenlig og pålidelig.

I projektet indgik identificering af eksisterende sensorteknologier til detektion af CFC, målemetodeudvikling og validering af den udviklede målemetode. Projektet blev udført af Teknologisk Institut med deltagelse af Stena Recycling og GasDetect i perioden januar 2016 til december 2018. Miljøministeriet har ydet tilskud til projektet gennem Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) 2015.

Det blev valgt, at gassen til målingen skulle trækkes ud af skummet ved at destruere/komprimere et lille volumen af skummet i enden af de præisolerede fjernvarmerør. Udtrækningen blev foretaget vha. en almindelig rawlplug, der også fungerede som et prisbilligt engangsfilter for at undgå tilstopning af måleslangen med skumstøv.

Målemetoden er blevet demonstreret ad flere omgange på oparbejdningspladsen hos Stena Recycling i Grenaa samt ved opgravning af ældre fjernvarmerør flere steder i Aarhus Kommune. Sensorløsningen har virket pålideligt, og målingerne kan foretages af lægmand efter en kort introduktion til sensorløsningen – enten ved personlig oplæring eller ved at følge en manual.

Læs publikation