Et vigtigt element for at kunne dokumentere compliance er, sammen med bunker-delivery notes og brændstofprøver, direkte måling af røggassen, hvilket bl.a. kan bruges til i realtid at bestemme brændstoffets svovlindhold.
Projektets mål har således været at udvikle og demonstrere en kosteffektiv røggassensor, der kan placeres på det enkelte skib, og som kan måle svovlemissionerne. Rederier og myndigheder vil således kunne få et omkostningseffektivt værktøj til dokumentation af skærpede, globale krav til især skibes svovludledning. De tilgængelige målesystemer til SO2/CO2 vurderes at ligge i prislejet 150.000-500.000 DKK pr. målepunkt, og ambitionen i dette projekt har været at ligge et godt stykke under dette beløb med samtidig fastholdelse af en tilfredsstillende ydeevne og robusthed.