Sensorløsning til monitering af forurening af chlorerede forbindelser i vand

Formålet med projektet har været at udvikle og demonstrere en sensorløsning tilegnet overvågning på afværgeanlæg, som kan måle meget lave stofkoncentrationer (under grænseværdierne) for chlorerede opløsningsmidler. Dette skal opnås samtidig med, at prisen og vedligeholdelsesbehovet for løsningen holdes på et lavt niveau.

Denne rapport indeholder resultaterne af udviklings- og demonstrationsaktiviteterne i projektet.

Proof of concept er opnået i den tidlige del af projektet ved, at sensoren kan detektere chlorerede opløsningsmidler i vand i nær-realtid. Desuden har delelementerne i sensorløsningen samt indpakningen vist sig at kunne holde til forholdene på afværgeanlæg i de lange demonstrationsperioder. Projektet har dog også vist, at mange parametre påvirker sensorens stabilitet. Det har ikke været muligt inden for projektets rammer at opnå en tilstrækkelig stor stabilitet til at kunne leve op til de strenge krav stillet til sensorløsningen – dvs. detektion af chlorerede opløsningsmidler under grænseværdierne.

Løsningen forventes dog at kunne benyttes til detektion af gennembrud på fx det første af de to kulfiltre på et afværgeanlæg, hvor koncentrationen af de chlorerede forbindelser stiger, når adsorptionskapaciteten er overskredet.

Læs publikation