Der er gennemført en undersøgelse af indhold og udvaskning af en række potentielt miljøproblematiske stoffer i slagger fra affaldsforbrænding. I forbindelse med undersøgelsen er der indsamlet 11 slaggeprøver fra et geografisk og størrelsesmæssigt repræsentativt udvalg af affaldsforbrændingsanlæg, som omfatter ca. 80 % af forbrændingskapaciteten i Danmark. Prøverne er udtaget af de færdige slaggeprodukter efter sigtning og frasortering af metal til genanvendelse og efter lagring, således at de repræsenterer den slaggekvalitet, som i dag (2020 – 2021) afsættes til materialenyttiggørelse.
Slaggerne er blevet analyseret for indhold af en række uorganiske og organiske stoffer. Faststofanalyserne er for metaller og metalloiders vedkommende gennemført efter oplukning i henhold til DS 259 (salpetersyre), DS/EN 13657 (kongevand) og DS/EN 13656 (kongevand + flussyre elle tetrafluorborsyre). Resultaterne synes at indikere, at der for hver af metoderne er valgmuligheder med hensyn til forbehandling af prøven og analysebetingelserne, så man ikke umiddelbart kan rangordne effektiviteten af oplukningen ud fra syresammensætningen. Det anbefales derfor, at man for analysemetoder til bestemmelse af faststofindhold, som skal indgå i regler og lovgivning, præcist angiver hvilke eventuelle valgmuligheder i standarderne, der skal anvendes.
Alle slaggeprøverne er blevet underkastet en batchudvaskningstest (DS/EN 12457-1), en kolonneudvaskningstest (DS/EN 14405) og en test til bestemmelse af udvaskningens pH-afhængighed for en række uorganiske stoffer og TOC. Der er desuden på to af slaggeprøverne gennemført en såkaldt ligevægtskolonnetest (Nordtest TR 576) til bestemmelse af udvaskningen af udvalgte ikke-flygtige organiske stoffer.
Resultaterne af undersøgelsen forventes at skulle indgå i arbejdet med en kommende revision af Restproduktbekendtgørelsen.