Selektiv nedrivning i byggebranchen - Samfundsøkonomisk konsekvensanalyse

Projektet er en del af et samlet projekt om selektiv nedrivning, der tager udgangspunkt i initiativ 14 fra Strategi for cirkulær økonomi fra 2018, Miljøprojekt nr. 1962 fra 2017 og Miljøprojekt nr. 2006 fra 2018.

Selektiv nedrivning kan kort beskrives som: nedrivning, hvor materialer fra bygningen adskilles og sorteres med henblik på at opnå maksimal udnyttelse og recirkulering af materialerne. Nedrivning, hvor bygningen først nedrives, og materialerne herefter sorteres inden bortskaffelse fra nedrivningspladsen, opfattes ikke som selektiv nedrivning...

Projektet, udført af Deloitte i samarbejde med Teknologisk Institut, Golder Associates og Lauritzen Advising, har haft til formål at vurdere de potentielle samfundsøkonomiske konsekvenser ved implementering af krav om selektiv nedrivning. Vurderingen består af en samfundsøkonomisk analyse og omhandler (total)nedrivning og efterfølgende affaldshåndtering af seks forskellige bygningstyper (henholdsvis mindre og større bygninger opført i tre forskellige tidsperioder) sammenlignet gennem tre forskellige overordnede scenarier. De tre overordnede scenarier består af:

  • Scenarie A: nuværende praksis, som gennemsnit over hele landet i dag
  • Scenarie B: praksis, hvis krav om selektiv nedrivning implementeres
  • Scenarie C: praksis i henhold til branchens bedste nuværende standarder.

Analysen er afgrænset til fire byggematerialer: beton af høj kvalitet, beton af moderat/lav kvalitet, tegl og ubehandlet træ. Mængden af materialerne samt deres potentiale i forhold til affaldshåndtering afhænger af bygningstypen og opførelsestidspunkt.

Den fremtidige efterspørgsel og afsætningsmuligheder for genbrugte byggematerialer har særlig indflydelse på, om der er samfundsøkonomiske gevinster ved implementering af selektiv nedrivning. Følsomhedsanalyser er udført for at undersøge resultaternes robusthed over for ændringer, hvor der blev analyseret på forskellige parametre. Følsomhedsanalyserne viser, at resultaterne er robust, men det har en betydning for nettopotentialet, om markedet er modnet.

Læs publikation