Potentiel udvaskning af problematiske stoffer i forbindelse med nyttiggørelse af nedknuste bølge-eternittagplader uden asbest

I dette litteraturstudie er der undersøgt, om der kan forekomme en udvaskning af problematiske stoffer til grundvand og overfladevand, hvis nedknuste asbestfrie bølgeeternittagplader nyttiggøres til bygge-og anlægsarbejde.

Formålet med projektet har været at afklare, om det alene på baggrund af eksisterende viden kan vurderes, om der vil være en uacceptabel udvaskning af problematiske stoffer ved nyttiggørelse af nedknuste asbestfrie eternittagplader. Det skal endvidere afklares, om eternittagplader kan nyttiggøres på samme måde som anden beton bliver nyttiggjort.

Litteraturstudiet har vist, at der er meget få data om udvaskningspotentialet for tagplader fremstillet af fibercement. Udvaskningsprocesserne for beton og cement er dog tilnærmelsesvis ens, og på den baggrund er det vurderet, at for de uorganiske indholdsstoffer kan data om udvaskningspotentialet overføres direkte til fibercementplader. Tilsvarende er ikke tilfældet i forhold til de organiske stoffer, hvor forskellen i indhold vurderes langt større mellem beton og fibercement. Det anbefales derfor, at der udføres udvaskningsforsøg på repræsentative prøver af nedknuste tagplader.

Det anbefales endvidere, at der foretages en materialeteknisk vurdering af de knuste materialer, for at opnå den bedst mulige nyttiggørelse af pladerne.

Læs publikation