Kortlægning og risikovurdering af fremkaldere I termopapir

Denne rapport beskriver resultaterne af en opgave om kortlægning og en screening af indholdsstoffer i termopapir, migration fra termopapir og den potentielle risiko i ét specifikt eksponeringsscenarie for hver af tre forskellige anvendelser af termopapir med hver sin fremkalder.

Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter Nr. 179, 2019

I december 2016 besluttede Europa-Kommissionen at begrænse anvendelsen af fremkalderen bisphenol A (BPA) i termopapir til maksimalt 0,02 vægtprocent; en begrænsning, der træder i kraft i januar 2020. Med denne baggrund ønskede Miljøstyrelsen at vurdere udviklingen i brugen af fremkaldere, og initierede derfor dette forbrugerprojekt med det formål at indhente information om hvilke alternative fremkaldere, der anvendes i termopapir på det danske marked. Indhold og migration af fremkalderne fra udvalgte anvendelser af termopapir blev undersøgt, samt en risikovurdering af fremkalderne i disse anvendelser.

Der blev foretaget en screenings-analyse af seks fremkaldere; BPA, BPS, BPS-MAE, TGSA, Pergafast 201 og D-8. Herefter er der foretaget migrationsanalyser, for den primære fremkalder i seks udvalgte prøver. Den sundhedsmæssige risiko for TGSA, D-8 og BPS ved migration blev beregnet i ét specifikt realistisk worst-case scenarie for hver.

Rapporten påpeger dog, at der kun er et begrænset datagrundlag for vurderingerne og at der er usikkerheder i både eksponeringsestimaterne og DNEL-beregningerne, hvorfor der ikke er grundlag for repræsentative risikovurderingsmæssige konklusioner i forhold til anvendelsen i termopapir.

Den øgede viden om skadelige effekter af BPS styrker antagelsen om ligheden med BPA og dets skadelige effekter. Anvendelse af alternativer, der besidder allergifremkaldende egenskaber må anses for betænkelige i produkter med hudkontakt som fx kasseboner, idet risikoen for migration må anses som problematisk.

Denne rapport indikerer, at der er behov for øget og mere systematisk viden om alternative stoffers skadelige effekter samt deres migration fra kasseboner for at opnå grundlag for mere præcise risikovurderinger.

Læs publikation