Den tidligere regering nedsatte i 2016 et ekspertudvalg, der skulle komme med anbefalinger til en ændret vandløbsforvaltning i Danmark.
Ekspertudvalget skulle fokusere på samspillet mellem natur og miljø, klima og afvanding. Udvalget skulle således bl.a. komme med anbefalinger til hvilke regelændringer på vandløbsområdet, der kunne være behov for, så det i høj grad bliver muligt at sikre by og land mod oversvømmelser inden for rammerne af bl.a. EU’s vandrammedirektiv og naturdirektiverne. Udvalget skulle også komme med anbefalinger til eventuel modernisering af konkrete bestemmelser i vandløbsloven mv. Udvalget fremlagde i december 2017 rapporten ”Rapport fra ekspertudvalget til ændret vandløbsforvaltning.”
Som en del af opfølgningen på Ekspertudvalgets rapport har Miljøstyrelsen fået udarbejdet en rapport der kan danne grundlag for identifikation og udlægning af naturvandløb.
En rapport, der kan anvendes til identifikation og udlægning af naturvandløb. Udredningen har beskrevet en regulativtype, Naturvandløb, hvor der er fastlagt krav til en mindste vandføringsevne. I tillæg er der peget på en kontrolmetode for vandføringsevnen med udgangspunkt i, at denne type vandløb er udpeget på baggrund af en analyse og vurdering af, at der som udgangspunkt ikke er nogen videre afvandingsmæssige interesser, og derfor vil kunne klare sig med en begrænset kontrol.