Gennem litteraturstudiet er der fundet divergerende resultater om mængde og kvalitet på endelig oparbejdning af materialerne fra kildesorterede og kildeopdelte affaldsfraktioner. Samtidigt er der kilder, der bekræfter større tab af materialer ved kildeopdelte indsamlinger, særlig relateret til fejlsorteringer, kontaminering samt knusning af glas i indsamlings- og behandlingsleddet.
Her gengives de korte nøglekonklusioner, som knytter sig til hver fraktion:
Metalaffald
Der blev ikke rapporteret væsentlig forskel på mængder og kvalitet på metal til endelig genanvendelse fra kildesorteret og kildeopdelt indsamling af metal, glas og hård plastik.
Glas
Mængderne og kvaliteten til reel genanvendelse varierer for glas fra kildesorteret og kildeopdelt indsamling. Glas fra kildeopdelt indsamling bekræftes at medføre større tab inden endelig genanvendelse, idet der undervejs ved indsamling, transport, omlastning og behandling knuses mere glas, som derved går tabt til ren genanvendelse til nyt glas. Dette materiale kan genanvendes andre steder, dog uden samme værdi.
Plastikaffald (blød og hård)
Sammenligning af indsamlingsmetoderne for blød og hård plastik mht. mængderne er ikke relevant, da disse ikke husstandsindsamles kildesorteret hver for sig. Kvaliteten af hård plastik, om det er kildesorteret eller kildeopdelt, er næsten sammenlignelig. Oparbejdningsanlæg for plastik tilkendegiver, at uden folien ville genanvendelsesprocenten næsten være den samme uanset om det stammer fra kildeopdelt eller kildesorteret indsamling.