Udvikling af teknologi til fjernelse af mikroplast fra regnvandsbetingede udledninger

Projektet ”Udvikling af teknologi til fjernelse af mikroplast fra regnvandsbetingede udledninger” er udført med det hovedformålet dels at udvikle en filterteknologi til fjernelse af mikroplast i afstrømmet regnvand, herunder især gummipartikler, og dels at videreudvikle eksisterende analysemetoder til måling af mikroplast til også at inkludere mikrogummi. MUDP rapport.

I projektet er det lykkes, at udviklet en markant forbedret metode til måling af mikroplast og -gummi ned til 10 µm i størrelse, hvor både type og masse kan bestemmes for et stort antal partikler - typisk mellem 10.000 og 30.000 partikler i én prøve. Metoden er i stand til at identificere alle almindelige typer brugsplast samt dækgummi, og samtidigt frasortere andre uvedkommende materialer såsom sand og asfalt. Desuden kan målemetoden give til et estimat af den samlede masse af gummi og plasttyperne i en given prøve.

I projektet er der endvidere udviklet en filterteknologi til fjernelse af mikroplast og –gummi. Teknologien blev først udviklet på laboratorieniveau. Baseret på resultaterne fra arbejdet i laboratoriet blev der designet og bygget et pilotanlæg, som efterfølgende blev testet på afstrømmet regnvand ved to pilotforsøg. Resultaterne viste, at filterteknologien var i stand til at reducere det samlede indhold af mikroplast og mikrogummi i det afstømmede regnvand med hhv. 60 % og 69%.

Der er afslutningsvis foretaget en vurdering af det miljømæssige, økonomiske og tekniske potentiale ved implementering af filterenheden på regnvandsbetingede udledninger.

Læs publikation