Bekæmpelsesmiddelstatistikken for 2017 viser, at belastningen fra pesticider er faldet med 47 procent i forhold til det beregnede niveau i 2011. I Sprøjtemiddel-strategi 2013-2016 var reduktionsmålet for pesticidanvendelsen, at PBI baseret på salgstal skulle være faldet 40 % i 2015 i forhold til det beregnede niveau i 2011, svarende til en pesticidbelastning på 1,96. I Pesticidstrategi 2017-2021 fremgår det, at målsætningen om at nå en pesticidbelastning (PBI) på 1,96 som minimum skal nås. Med en PBI på 1,73 for salgstal er målsætningen dermed også opfyldt i 2017. Belastningen målt på forbrugstal er faldet 27 % ift. 2010/11.
Der er sket en markant stigning i behandlingshyppigheden (BH) for solgte midler i 2017. Der har således været en stigning på 0,71 BH svarende til 25 % fra et gennemsnit for perioden 2014-2016 på 2,86 BH til 3,57 BH i 2017. At behandlingshyppigheden for de solgte midler fortsat kan stige, samtidig med, at pesticidbelastningen har været mere stabil, kan forklares med, at pesticidafgiften samt den løbende udfasning af de mest belastende midler har medført, at de solgte midler er stadig mindre belastende pr. standarddosering (BI).
Effekten af hamstringen og lageropbygningen i 2012 og 2013 er væsentligt aftaget, men der er fortsat væsentlige forskelle mellem salg og forbrug af bekæmpelsesmidler, der bedst kan forklares med mere normale lagerforskydninger, for 2017 ikke mindst en hamstring af glyphosat, samt forskellig periodeafgrænsning for hhv. solgte og forbrugte mængder.