Erhvervsøkonomiske konsekvenser af initiativer rettet mod eksport/import af affald

Miljøstyrelsen har bl.a. som led i Regeringens Taskforce for Øget Ressourceeffektivitet arbejdet på at lette de administrative byrder for de danske virksomheder, der importerer og eksporterer affald. Baggrunden herfor er, at flere virksomheder har givet udtryk for, at de gældende regler er omfattende og komplicerede. De oplever, at den danske måde at fortolke reglerne på er mere restriktiv end andre landes fortolkning. Arbejdet har peget på en række oplevede barrierer og har resulteret i en række konkrete initiativer. Nogle af disse er allerede gennemført eller planlægges gennemført, mens andre stadig er under overvejelse.

Rapporten undersøger, hvilke erhvervsøkonomiske konsekvenser initiativerne vil have for branchen for eksport/import af affald. I projektet er der i alt set på 10 initiativer. I projektet er det bl.a. undersøgt, hvilke erhvervsøkonomiske konsekvenser det vil have at lempe reglerne for varsling af transporter samt at forlænge perioden for, hvornår transporten senest skal påbegyndes. Projektet er gennemført i perioden primo oktober til ultimo december 2017.

For at vurdere de erhvervsøkonomiske konsekvenser er repræsentanter fra 10 virksomheder, som arbejder inden for eksport og import af affald, blevet interviewet. Ved de initiativer, hvor det har været muligt, er en kvantitativ effekt estimeret, mens konsekvenserne for de øvrige initiativer er beskrevet kvalitativt.

Læs publikation