I projektet er der udvalgt tre vandløb, som ligger i nærheden af forurenede lokaliteter. Disse tre vandløb og lokaliteter er indgået i et års monitering, som har bestået af udtagning af vandprøver fra vandløb og forureningsboringer samt vandføringsmålinger. Projektet er indledt med en udpegning af betydende faktorer, som kan anvendes til opstilling af en konceptuel model for vandløb og lokalitet. Derudover inddrages erfaringer fra undersøgelser ved Grindsted Å.
Projektet har vist en variation i vandføringen hen over året samt, at denne variation kan have indflydelse på den opblandede koncentration. Generelt er vandføringerne lavest i sommerperioden, hvor en sammenligning med døgnmidlede vandføringer viser, at det er i denne periode, at der er mindst spredning af data inden for en måned. Dog skal man være opmærksom på perioder med kraftig nedbør ved vandløb, som påvirkes meget heraf, f.eks. lavvandede vandløb.
Vandprøver, som repræsenterer fuld opblanding kan anvendes til vurdere, hvorvidt vandløbet påvirkes af en konstant forureningsflux. En lineær sammenhæng mellem den opblandede koncentration og den reciprokke værdi af vandføringen kan indikere en konstant flux, og at det dermed hovedsageligt er vandføringen, som er afgørende for den opblandede koncentration i vandløbet. En ikke lineær sammenhæng kan skyldes fysiske faktorer (opstemning og tilløb fra omløbet), flere hot spot, naturlig nedbrydning mm.