I Danmark anses kartoffelskimmel (Phytophthora infestans) for at være den vigtigste skadegører i kartofler. Svampen forekommer hvert år og oftest med kraftige angreb. For at begrænse tab i udbytte og kvalitet sprøjter de fleste landmænd alle konventionelt dyrkede spise- og stivelseskartofler gentagne gange i sæsonen.
Formålet med projektet var at tilvejebringe den biologiske baggrund der er nødvendig for at kunne foretage en tidlig risikovurdering af angreb af kartoffelskimmel. I projektet blev den populationsgenetiske baggrund for angreb af kartoffelskimmel klarlagt, herunder antal og fordeling af genotyper samt graden af rekombination. For at kunne foretage en risikovurdering i forbindelse med kartoffelskimmelangreb er det vigtigt at kunne koble genotyper med fænotypiske egenskaber (traits) hos svampen, som betinger virulens og fungicidresistens. Vi har derfor i dette projekt anvendt svampens resistens overfor fungicidet metalaxyl som eksempel på en egenskab, der kan karakteriseres med genetiske markører (bio-markører). Ved at monitorere populationer af kartoffelskimmel på et givent tidspunkt for disse biomarkører kan man sammen med klimadata forudse risiko for angreb af høj-virulente og fungicidresistente typer med stor sikkerhed, og dermed anvende (eller undgå) fungicid behandlinger med specifikke midler mere hensigtsmæssigt.
Den genetiske struktur viser, at kartoffelskimmel er domineret af klonal reproduktion. Den populationsgenetiske struktur af udbrud af kartoffel kartoffelskimmel, afslører at stokastiske processer er af stor betydning i de indledende faser af udbruddet, samt at populationen er domineret af resistente genotyper hen imod slutningen af sæsonen.