Kortlægning af konserveringsmidler i vaske- og rengøringsmidler

Konserveringsmidler i vaske- og rengøringsmidler er kortlagt på baggrund af konserveringsmidler, deklareret på etiketten på produkter fundet i en række af de væsentligste dagligvarebutikker samt byggemarkeder mv. på det danske marked. Desuden indgår oplysninger fra to danske brancheforeninger samt et antal leverandørvirksomheder, samt data fra statistikbanker og web-søgninger.

Ved butiksundersøgelsen blev identificeret 429 forskellige vaske- og rengøringsmidler med i alt 17 forskellige konserveringsmidler i. Af produkterne havde 210 (49 %) deklareret et indhold af konserveringsmidler, mens næsten lige så mange, 207 produkter (48 %), ikke havde angivet konserveringsmidler på indholdsdeklarationen og 12 produkter (3 %, især bilplejemidler) manglede en indholdsdeklaration.

Det største antal forskellige konserveringsmidler var angivet på produkter til tøjvask (14 stoffer), mens der var angivet at være 11 forskellige konserveringsmidler i almindelige rengøringsmidler, 10 i opvaskemidler, 9 i midler til "specialrengøring" og 7 i bilplejemidler.

Ud fra statistiske data om produktionen i Danmark samt om importen og eksporten af vaske- og rengøringsmidler vurderes det gennemsnitlige forbrug af disse produkter at være ca. 50.000 tons/år, hvoraf tekstilvaskemidler udgør ca. 30.000 tons. Det mest anvendte konserveringsmiddel i danskproducerede vaske- og rengøringsmidler er stoffet phenoxyethanol, og det estimeres, at anvendelsen heraf er i intervallet 20-60 tons/år. Mængden af isothiazolinoner kan groft estimeres til i størrelsesordenen 0,25-0,6 tons/år, idet doseringen til konservering er meget lavere end for phenoxyethanol, kun ca. 0,005-0,01 % af produktets vægt. Omfanget af anvendelsen af andre konserveringsmidler vurderes at være beskedent.

Læs publikation