Det biologiske hus skal være til almindelige mennesker og almindelige priser - og med hensyn til det miljø og klima vi skal leve i fremadrettet.
I dag stammer ca. 40% af verdens CO2 udledning fra byggesektoren. Mange af de byggematerialer der anvendes, stammer fra energitunge produktionsformer, kræver store ressourcemængder at fremstille og kan sjældent genanvendes eller recirkuleres tilbage til naturens kredsløb. Samtidig producerer landbrugsindustrien store mængder organiske restprodukter, som enten sælges til energiproduktion, ender som affald eller blot formuldes. Alene i Danmark produceres der ca. 2.8 mio. tons overskudshalm fra hvedeproduktionen. Ny teknologi kan forarbejde disse restprodukter og omdanne dem til værdifulde ressourcer i form af biologiske byggematerialer. Derved kan man udnytte ressourcer bedre og indkapsle store mængder karbon i byggeriet og skåne miljøet for udledning af CO2. Det Biologiske Hus vil demonstrere, hvordan du kan bygge et hus af disse biprodukter fra bl.a hvedeproduktion.
Produktionen af huset er baseret på EEN TIL EEN’s byggemetode, der via digital software og en CNC maskine kan ”printe” fysiske byggemoduler direkte fra en 3D tegning. En ny og avanceret produktionsteknologi, der kan konstruere bygninger ”onsite”, bestående af moduler som er lette at samle og adskille uden materialespild. Samtidigt er huset designet til at kunne ombygges og skilles ad igen - design for disassembly.
Læs mere her: