Miljømæssig vurdering af AOX med indhold af reaktionsprodukter fra anvendelse af hypochlorit til desinfektion

Formålet med undersøgelsen har været at identificere og foretage en risikovurdering af forurening med halogenerede stoffer (organiske jod-, brom- og chlorforbindelser) påvist som forhøjede AOX-indhold (adsorberbart organisk halogen) i terrænnært grundvand på og umiddelbart nedstrøms en slagterigrund i Holstebro.

Rapporten gennemgår dannelse og forekomst af halogenerede stoffer og analytiske forhold ved anvendelse af analysemetoden AOX i grundvand. Herefter gennemgås områdets geologi, slagterigrundens tidligere anvendelser og de hidtidige undersøgelser efterfulgt af en gennemgang og udvælgelse af mulige AOX-kilder, som grundlag for valg af undersøgelsesstrategi. Afrapporteringen af undersøgelsesresultater indledes med definition af baggrundsniveauer for udvalgte parametre i grundvand efterfulgt af resultater fra borearbejde og analyser af jord, grundvand og poreluft. På baggrund af foreliggende resultater foretages en vurdering af AOX-udbredelse og kilder samt byens påvirkning af grundvandet. Kilden til konstaterede forhøjede AOX-indhold vurderes i al væsentlighed at være anvendelse af betydelige mængder hypochlorit eller lignende chlorholdige produkter til desinfektion af slagteriprocesserne igennem de sidste mindst 60-70 år på slagterigrunden. AOX-påvirkningen og udbredelsen med organiske chlorholdige stoffer fra anvendelse af hypochlorit er hurtigt aftagende og overvejende begrænset til toppen af det terrænnære grundvand. I det konkrete undersøgelsesområde viser projektet, at AOX-påvirkning fra anvendelse af hypochlorit på slagteriet ikke
udgør en risiko for grundvandsressourcen, vandindvindingen eller områdets recipienter. Endvidere vurderes der ikke med de konstaterede AOX-indhold at være en betydende risiko for af¬damp¬ning til inde- eller udeklima ligesom anvendelsen af hypochlorit
generelt ikke har givet anledning til jordforurening i betydende omfang.

Læs publikation