Projektet viser, at processer til oparbejdelse af fosfor giver bedst udbytte på aske fra slam, der er fremstillet ved biologisk fosforfjernelse. Fældning af spildevandsslam med jern kan accepteres, men aluminium bør undgås.
Der er udviklet fire forskellige processer for fremstilling af fosforholdige produkter af jernslamaske. Produkterne er trinatriumfosfat, et fosforprodukt indeholdende ammoniak, rent ammoniumfosfat samt calciumfosfat. Sidstnævnte, der er beregnet som supplement til råfosfat fra minerne, virker mest lovende. Ved laboratorieforsøg er fremstillet et produkt af den rigtige kvalitet, men det er for tidligt at vurdere, om processen er rentabel. Arbejdet videreføres i projekt ”CLEANWASTE,” der støttes af Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation.
Et gennemgående problem for de undersøgte processer har været, at det har været svært at konkurrere økonomisk med råfosfat fra minerne. Det er grunden til, at NORD efter afslutningen af nærværende projekt har trukket sig fra arbejdet med den videre udvikling af processer for fosforgenvinding.
Skulle alle muligheder for genbrug falde bort, bør man overveje at lægge de fosforholdige affaldsstrømme – herunder også asken fra afbrænding af tørret spildevandsslam - i depot (fosforminer) for senere genanvendelse.