Den blev gennemført fra 27. august til 1. oktober 2015, dækker over en fysisk registrering af brugen af sundhedsanprisninger på emballage og beholdere for i alt 30 udvalgte kosmetiske produkter fordelt på seks produktkategorier: ansigtscreme, hårfarve, øjenmakeup, solcreme, læbepomade og bodylotion/-creme. Produkterne blev udvalgt på baggrund af en tidligere gennemført undersøgelse af brugen af sundhedsanprisninger i markedsføring af kosmetiske produkter i medier. Rapporten beskæftiger sig med otte udvalgte sundhedsanprisninger, nemlig anprisninger om, at pågældende produkt er fri for parfume, allergifremkaldende, hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende/mutagene/reproduktionstoksiske stoffer (CMR-stoffer) samt beskrivelse af produkterne som hypoallergene, milde/skånsomme, naturlige eller økologiske.
Blandt de 30 udvalgte kosmetiske produkter forekommer én eller flere af de udvalgte sundhedsanprisninger på emballage eller beholder i 83 % af tilfældene. Anprisningerne er oftest forekommende for bodylotion/-creme og ansigtscreme – her forekommer de udvalgte sundhedsanprisninger på 100 % af de udvalgte produkter. ”Parfumefri” er den type sundhedsanprisning, der forekommer hyppigst (forekommer på 53 % af produkterne). Anprisninger af typen ”Fri for hormonforstyrrende stoffer” er ikke registreret i undersøgelsen.
Sundhedsanprisninger forekommer samlet set oftest som tekst (68 % af de registrerede anprisninger). Der er intet klart mønster for placeringen af sundhedsanprisninger på emballage og beholdere for de seks produktkategorier, når de betragtes samlet.