Der er indsamlet foreliggende relevante oplysninger om indhold og udvaskning af potentielt miljøskadelige stoffer fra knust asfalt.
Stofudvaskning fra et scenarie for anvendelse af opbrudt asfalt er modelleret. På baggrund af de indsamlede oplysninger og resultater fra modelberegning vurderes det, at anvendelse af opbrudt asfalt i vejkasser, som erstatning for primære råstoffer, kan være miljømæssigt acceptabelt, under forudsætning af et tæt overliggende dæklag, og brug af underliggende geotekstil. Det vurderes videre, at anvendelse af opbrudt asfalt i produktion af ny asfalt er miljømæssigt acceptabelt.
Det bemærkes, at de foreliggende oplysninger om indhold og udvaskning af potentielt miljøskadelige stoffer fra knust asfalt har vist sig at være sparsomme, hvorfor projektets vurderinger hviler på et spinkelt grundlag
Der er endvidere indsamlet oplysninger, om hvilke krav en række europæiske lande stiller til anvendelse af opbrudt asfalt.