Projektet viser, at det er muligt for anlæg, som primært håndterer flydende affald, også at kunne modtage, forbehandle, afgasse og kompostere kildesorteret, organisk affald (KOD) uden et stort behov for frasortering.
Der er i projektet arbejdet med en videreudvikling af Aikan teknologien med henblik på at kunne integrere løsningen med eksisterende eller fremtidige biogasfællesanlæg.
Rapporten belyser forskellige behandlingsmetoder samt fordele og ulemper ved metoderne samt konkrete forsøg, der viser effektiviteten ved de valgte enkle mekaniske metoder, som foreslås anvendt ved små og store Aikan anlæg.
Herudover er energiudbyttet fra Aikan Agri-anlægget beskrevet på baggrund af gennemførte beregninger af energi – og massebalancer for hele anlægget. Resultaterne viser, at der kan opnås knapt 60 m3 metan per ton KOD og ca. 10 m3 metan per m3 kvæggylle.
Der er gennemført energi- og massebalancer for hele anlægget, og der fokuseres også i massebalancen på bevaring af næringsstofferne, dvs. hvor stor en del af det samlede input, som bevares i kompost eller i afgasset gylle.