Dyrup A/S og Teknologisk Institut har i projektet udviklet en ny type træbeskyttelse baseret på mineralske ressourcer (siliciumforbindelser) frem for oliebaserede indholdsstoffer, der traditionelt anvendes som udgangsmateriale for binder i træbeskyttelsesmidler. Det er også lykkedes at reducere mængden af opløsningsmidler (VOC) og mængden af tilsætningsstoffer i produktet i forhold til de traditionelle midler samt forenkle produktionsprocessen. Produktet har fået både Svanemærket og EU-blomsten. Produktet markedsføres i Danmark under navnet GORI Nature.