Væggelus indsamlet på 20 forskellige lokaliteter i Danmark blev testet for resistens mod pyrethroider og organophosfater, de to grupper af insektgifte der er tilladt til bekæmpelse af væggelus i Danmark. Der blev fundet udbredt resistens mod de syntetiske pyrethroider, permethrin og deltamethrin. Organophosfaten chlorpyrifos, var der derimod kun let nedsat følsomhed for og denne viste sig fuldt effektiv når væggelusene blev eksponeret på overflader behandlet med de kommercielle produkter. Da chlorpyrifos næppe bliver gen-registreret, står man tilbage med pyrethroiderne, som ikke længere kan anbefales til bekæmpelse af væggelus.