Kontrol af kinetisk sand: Ingen fund af asbest

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har undersøgt ni varianter af kinetisk sand (legesand) fra danske forhandlere efter fund af asbest i lignende produkter i flere lande. Der blev ikke fundet asbestfibre i de undersøgte produkter.

Fund af asbest i forskellige produkter med sandindhold i bl.a. Storbritannien, Belgien, Nederlandene, Finland og Australien fik Miljøstyrelsen til at undersøge kinetisk sand fra danske forhandlere. Kinetisk sand er blandt de typer af sandholdigt legetøj, hvor der internationalt har været fokus på risikoen for forekomst af asbest. Asbestfibre er kræftfremkaldende og organskadende ved indånding.

Kemikalieinspektionen har også modtaget en række indberetninger om legetøjsprodukter fra erhvervsdrivende i Danmark, hvor sandindholdet har vist sig at have et problematisk indhold af asbest.

Kemikalieinspektionen offentliggør løbende produkter, der ikke lever op til kravene i lovgivningen. Det sker enten som selvstændige nyheder eller via den danske offentliggørelsesordning (åbner i samme vindue). 

Alle europæiske lande offentliggør farlige produkter via Europa Kommissionens ”Safety Gate” (åbner nyt vindue). 

Det ved vi om asbest-fibre i legetøj lige nu

Asbestfibre kan findes i legetøj med sandindhold som følge af naturlige forekomster af asbest i det udvundne sand. Indholdet af asbest kan variere, både mellem de forskellige miner, hvor sandet er udvundet, og indenfor den samme mine på tværs af de forskellige lag eller områder, hvor sandet er udvundet.

Der findes flere forskellige typer af legetøjsprodukter, der indeholder sand, bl.a.:

  • Kinetisk sand, som er tilsat et bindemiddel, der giver produktet dets karakteristiske formbare   egenskaber.
  • Sand som fyld i et fidget/stræklegetøj, som børn kan hive i og trykke på.  
  • Mere ”rene” sandprodukter, der bl.a. anvendes til dekorative formål som sandkunst eller fyld i vaser. Disse produkter har ikke tilsat et bindemiddel og sandet er heller ikke indkapslet i et stykke legetøj.

Der er tidligere fundet asbest på tværs af forskellige legetøjsprodukter, der indeholder sand. Indholdet af asbest er ulovligt, hvis koncentrationen overstiger 0,1 procent, og hvis barnet kan blive eksponeret for asbesten. Legetøjet kan også være ulovligt, hvis det – uanset koncentrationen – udgør en risiko for forbrugeren ved normal anvendelse.

Asbest er klassificeret som kræftfremkaldende ved indånding. Risikoen opstår derfor primært, hvis asbestfibre kan frigives til luften og indåndes. Derfor vurderes det, at de mest problematiske produkter, hvori der er fundet asbest, er dem, der består af eller indeholder løst, tørt sand, og hvor det mulige indhold af asbestfibre lettere hvirvles op i luften.

Foto: Miljøstyrelsen. Det kinetiske sand fra danske forhandlere, som Miljøstyrelsen har testet, indeholdt ikke de skadelige asbest-fibre.
Foto: Miljøstyrelsen. Eksempel på et stræklegetøj, der er tilbagekaldt grundet det for høje indhold af asbest. Kilde: mst.dk

Foto: Miljøstyrelsen.

Eksempel på et af de rene sandprodukter på det europæiske marked, der er tilbagekaldt grundet for højt indhold af asbest. Kilde: Europa Kommissionens Safety Gate (åbner nyt vindue).