Rådgiver- og ingeniørfirmaet WSP har for Miljøstyrelsen udarbejdet to notater:
- Det første notat kortlægger, hvilke miljøfarlige stoffer, der er fundet i
almindeligt belastet regnvand, og beregner typetal, som viser de
forventede koncentrationer for hvert enkelt stof. Undersøgelsen omfatter fem forskellige oplandstyper, hvilket gør det muligt at vurdere, hvordan de enkelte oplande bidrager til tilførslen af miljøfarlige stoffer via afstrømning fra regnvand. - Det andet notat gennemgår eksisterende renseteknologier til behandling af almindeligt belastet regnvand, herunder estimater for, hvilke rensegrader der kan opnås for forskellige miljøfarlige stoffer.
Resultaterne viser, at de målte koncentrationer af miljøfarlige stoffer i almindeligt belastet regnvand overskrider miljøkvalitetskravene og –kriterierne i alle fem oplandstyper. Samtidig peger rapporten på, at en kombination af eksisterende renseteknologier kan reducere koncentrationen af miljøfarlige stoffer og sikre, at flere af miljøkvalitetskravene- og kriterierne overholdelse. Det konkluderes dog, at det på baggrund af de indsamlede data ikke er muligt at overholde samtlige miljøkvalitetskrav- og kriterier i nogen af de fem oplandstyper ved at rense med de teknologier, der beskrives i notatet.
Miljø- og Ligestillingsministeriet arbejder videre på at igangsætte initiativer, der er nødvendige for at sikre et administrationsgrundlag for håndtering af almindeligt belastet overfladevand, som tager hensyn til den nyeste viden på området.