34 nye farlige kemikalier omfattes af eksport- og import-regler

Fra 1. oktober 2026 skal danske virksomheder anmelde eksport af yderligere 34 farlige kemikalier. Det sker efter at Europa-Kommissionen har opdateret bilag 1 til PIC-forordningen

Bilag 1 til PIC-forordningen (Prior Informed Consent) indeholder de kemikalier, der er omfattet af særlige krav ved eksport fra EU. Med den nye opdatering føjes 34 nye kemikalier til bilaget, otte pesticider og 26 industrikemikalier.

Hvad betyder de nye regler?

Virksomheder, der eksporterer de berørte kemikalier, skal fremover, før eksporten kan finde sted:

  • anmelde eksporten af kemikalier, der fremgår af del 1 af bilag 1, til Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) via det digitale system til håndtering af eksportanmeldelser, ePIC.

  • opnå samtykke fra modtagerlandet for kemikalier, der fremgår af både del 1 og 2 af bilag 1. For 18 af de nye 34 stoffer kræves et forudgående informeret samtykke fra myndighederne i importlandet.

I Danmark er det Miljøstyrelsen, der som national PIC-myndighed indhenter samtykke hos importlandenes PIC-myndigheder.

ePIC er klar til de nye kemikalier

ECHA har allerede opdateret ePIC, så de 34 nytilføjede kemikalier kan anmeldes i systemet. Virksomheder kan derfor allerede nu indsende eksportanmeldelser for de kemikalier, der bliver omfattet af de nye krav fra 1. oktober 2026.

Se alle de nytilføjede stoffer i EUR-lex.

Fakta

Der gælder særlige regler for import og eksport af strengt regulerede og forbudte stoffer til og fra EU. Reglerne findes i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 649 af 4. juli 2012 om eksport og import af farlige kemikalier - også kaldet ’PIC-forordningen. PIC-forordningen ændres løbende i form af Kommissionens delegerede forordninger, som primært tilføjer flere kemikalier.
Læs forordningen

PIC-forordningen implementerer Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke ("PIC proceduren") for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel.
Læs mere

Miljøstyrelsen har desuden udarbejdet et kortfattet faktaark om reglerne: Eksport og import af farlige kemikalier og pesticider, herunder ozonlagsnedbrydende stoffer

Virksomheder kan også bruge ECHA’s ePIC manual for brugere i industrien, som vejleder i den praktiske brug af ePIC-systemet i forbindelse med eksport og import af kemikalier omfattet af PIC-reglerne.