Stor interesse for bedre havnatur i hele landet

Kommuner og foreninger vil være med, når havmiljøet skal på ret kurs. Det står klart, efter den fælles ansøgningsrunde fra Miljøstyrelsens Havnaturfond og Den Danske Naturfond lukkede søndag nat.

Der er modtaget ansøgninger for mere end 150 mio. kr. til naturprojekter fra Østersøen til det nordlige Kattegat.

Ansøgerne vil genoprette naturen under overfladen lokalt. Der er blandt andet søgt midler til at genetablere stenrev, som der er blevet fisket op gennem årtier og til at genskabe ålegræsbede, som mange steder er gået tabt.

Den flotte interesse for ansøgningsrunden sætter en tyk streg under begejstringen for havet. Nu skal den negative udvikling vendes, og begge fonde er meget glade for at kunne understøtte de kræfter, som ønsker at gøre en forskel lokalt.  

Ansøgningsrunden var den første ansøgningsrunde om marin naturgenopretning. Der er afsat op til 43,5 mio. kr. til ansøgningsrunden, som er et samarbejde mellem Havnaturfonden og Den Danske Naturfond.

Tilsagn forventes at være på plads i løbet af december 2025. 

Foto: Tim Dencker

Kontakt

Henvendelser rettes til havnaturfonden@mst.dk