PFAS er fællesbetegnelsen for en stor gruppe af syntetisk fremstillede kemikalier, som anvendes bredt i samfundet i alt fra kosmetik og tekstiler til fly, biler og en lang række industrielle processer.
”Forslaget er enormt komplekst og berører alle sektorer. Med guiden vil vi gøre forslaget mere tilgængeligt og give for eksempel virksomheder, brancheorganisationer og NGO’er et hurtigt overblik over konsekvenserne ved en bred begrænsning af PFAS”, siger Anna Heebøll fra Miljøstyrelsen.
Begrænsningen skal gælde for mere end 10.000 PFAS, som er svært nedbrydelige og derfor ophobes i miljøet og i mennesker med alvorlige sundhedseffekter til følge. Ved at regulere hele stofgruppen samlet, undgås den generelle tendens til at udskifte forbudte PFAS til andre ”nye” PFAS.
Det 3.000 sider lange begrænsningsforslag er resultatet af grundige vurderinger af information om PFAS-anvendelse i 23 sektorer. De fem lande bag forslaget - Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Nederlandene - har blandt andet vurderet anvendte mængder, udledning til miljøet, tilgængelige alternativer og socioøkonomiske konsekvenser ved forskellige begrænsningsscenarier.
Fordi PFAS er svært nedbrydelige, står samfundet overfor dyre og besværlige oprydningsprojekter, samt omkostninger i sundhedssektoren langt ud i fremtiden. Derfor er det afgørende at stoppe de fortsatte udledninger.
De fem lande lægger op til, at en lang række produkter, artikler og blandinger bliver omfattet af et forbud, så anvendelse og udledning af PFAS i Europa minimeres hurtigst muligt. For udvalgte anvendelser vil der være overgangsperioder indtil alternativer er udviklet.
Ved hjælp af guiden, kan virksomheder og brancheorganisationer blandt andet nemmere sætte sig ind i:
• hvad begrænsningen af PFAS vil betyde for deres branche.
• hvor de kan finde yderligere information, f.eks. om alternativer til PFAS, i selve forslaget.
Download guiden her
Yderligere oplysninger
AC-tekniker og civilingeniør, Anna Heebøll, Miljøstyrelsen, tlf. 21780307, annhe@mst.dk
Mere at vide
Læs mere om tidslinje og proces frem mod begrænsning af PFAS
Læs generelt om PFAS, lovgivning m.v.
Læs mere om nogle andre af Miljøstyrelsens PFAS-indsatser:
Miljøstyrelsen forbyder flere pesticidmidler for at beskytte grundvandet, september 2025
Partnerskaber med erhvervslivet for udfasning og minimering af PFAS i Danmark, maj 2025