Nyt tillæg til vejledning nr. 5/1984: Vejledning om støj fra virksomheder i transformationsområder

Miljøstyrelsen har udsendt og offentliggjort den endelige vejledning om "støj fra virksomheder i transformationsområder". Vejledningen er gældende fra den 14. oktober 2025.

”Vejledning om støj fra virksomheder i transformationsområder” er nyt tillæg til virksomhedsstøjvejledningen (ekstern støj fra virksomheder nr. 5/1984).

Vejledningen er en udmøntning af en planlovsændring fra 2017 og 2024, der fastsætter (jf. planlovens § 15 a, stk. 3), at boliger, hoteller og kontorer eller lignende, kan planlægges på arealer, som er støjbelastede med op til 5 dB over de vejledende grænseværdier på den facade, der vender ud mod en støjende virksomhed.

Tillægget medfører dermed, at miljømyndigheden efter miljøbeskyttelsesloven kan give et tillæg på 5 dB over de vejledende grænseværdier, i forhold til en miljøgodkendelse eller ved en revurdering af en miljøgodkendelse - på den facade af en bygning, der vender ud mod virksomheden, og de arealer, der vender ud mod virksomheden (udpegede transformationsområder).

Tillægget medfører ligeledes, at Miljøstyrelsen skal fastsætte indendørs grænseværdier i boliger, kontorer og hoteller (som det fremgår af planlovens bemærkninger). Der stilles i tillægget til vejledningen krav til vinduernes åbningsareal på 0,35 m2 i de rum, hvor støjen indendørs skal være overholdt. Denne grænseværdi benyttes alene til planlægningsbrug efter planloven.

Vejledningen kan findes på https://mst.dk/erhverv/rent-miljoe-og-sikker-forsyning/stoej/regler-love-og-direktiver-om-stoej.

Høringsnotat, miljøvurdering, sammenfattende redegørelse jf. miljøvurderingen og klageregler i forhold til miljøvurderingen kan findes på høringsportalen.