Snart i udbud: Projekter relateret til de nordiske havområder

Miljøstyrelsen gør opmærksom på, at der i august 2025 offentliggøres udbudsmateriale, der relaterer sig til projekter om klimaforandringer, marin resiliens og biodiversitet i nordiske havområder.

Foto: Colourbox

I samarbejde med Norge, hvor Miljøstyrelsen har co-lead på formandskabet for Havprogrammet under Nordisk Ministerråd, gør styrelsen opmærksom på, at der i august 2025 offentliggøres et udbudsmateriale for projekter inden for to centrale temaer:

  • Tema 1: Klimaforandringer og marin resiliens
  • Tema 2: Biologisk mangfoldighed

Det Nordiske Havprogram har til formål at bidrage til løsninger på den planetære trippelkrise – klimaændringer, tab af biodiversitet og forurening, som i stigende grad truer havmiljøerne. Programmet er forankret i Nordisk Ministerråds Vision 2030 og støtter målet om Et grønt Norden gennem bæredygtig forvaltning og beskyttelse af marine økosystemer.

Kommende projekter under tema 1 ønskes være tværfaglige og adressere centrale spørgsmål om, hvordan klimaforandringer påvirker marine økosystemer og biodiversitet. Målet er at øge den videnskabelige viden om effekterne af klimaændringer i nordiske havområder - fra Østersøen til Arktis - og finde tilpasningsløsninger, herunder naturbaserede løsninger som f.eks.  blå kulstof (blue carbon).

Tema 2 fokuserer på at styrke Nordens viden om den biologiske mangfoldighed i nordiske hav- og kystområder. Formålet er at skabe et mere solidt vidensgrundlag, der kan understøtte både identificering og udpegning af marine beskyttede områder (MPA’er) samt Other Effective area-based Conservation Measures (OECM).

Miljøstyrelsen opfordrer til projekter, hvor ansøgere til projekter -
 forskere og havmiljøaktører - samarbejder på tværs af fagområder og landegrænser i Norden. Det er i dette samspil mellem viden og praksis, at Norden kan finde de løsninger, havet har brug for.

Udbudsmaterialet forventes at blive offentliggjort den 15. august 2025.

Det Nordiske Havprogram støtter tværfaglige samarbejder, der bidrager til løsninger på trippelkrisen - klima, biodiversitet og forurening - i havmiljøet.