MUDP har netop uddelt tilskud for sammenlagt cirka 144 millioner fordelt på 46 projekter. Feltet spænder bredt inden for teknologiudvikling, der bidrager med løsninger til gavn for miljø, natur og klimatilpasning.
Farvning af tekstiler uden brug af giftige kemikalier og en mere bæredygtig produktion af materialet grafenoxid, som blandt andet bruges i batterier. Det er temaet i nogle af de grønne projekter, som Miljøstyrelsen netop har støttet med tilsagn fra Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, MUDP.
Der er uddelt cirka 144 millioner kroner fordelt på 46 projekter. Projekterne dækker bredt inden for vand, klimatilpasning, luft, kemi, affald og bæredygtigt byggeri.
MUDP modtog i alt 113 ansøgninger for et samlet beløb på 353 mio. kr., hvilket understreger, at der er stor interesse for at ansøge om støtte til miljøteknologiske projekter.
“"Det er en god dag på kontoret, når der kan uddeles tilsagn til 46 virkelig gode projekter, som på hver deres måde skal bidrage til at udvikle fremtidens miljøteknologiske løsninger. Også i år har vi haft et stort ansøgningsfelt af høj kvalitet og med en bred spændvidde, der dækker både miljø, natur, cirkulær økonomi og klimatilpasning." ”
Jakob Møller Nielsen
Direktør for Miljøstyrelsen
Miljøvenlig farveproduktion til tekstiler
En af de projekter, der har fået tilsagn om støtte fra MUDP, er ”PurePalette” fra virksomheden Octarine Bio. De vil udvikle et alternativ til den konventionelle tekstilfarveproduktion, hvor de anvender modificeret gær til produktion af en mere miljøvenlig farve.
Virksomheden har allerede udviklet én farve, og i dette projekt vil de tilføje yderligere to farver til paletten, som de tester og demonstrerer i samarbejde med blandt andet det danske tøjfirma Samsøe Samsøe.
Tekstilfarvning og tekstilfarveproduktion inkluderer generelt ressourcekrævende processer, der har et højt energi- og vandforbrug. Men ifølge Octarine Bio er PurePalette-farvestofferne biologisk nedbrydelige, samtidig med at produktionsmetoden kan udvides til en bred palet af farve med høj farvestyrke. Derudover overflødiggør farverne brug af giftige kemikalier, bindemidler eller bejdsemidler i farveprocessen.
MUDP støtter projektet med 5.099.386 kr.
Grøn løsning til flere brancher
Et andet projekt, der har fået støtte er virksomheden Danish Graphene, der med en miljøvenlig elektrokemisk metode vil producere materialet grafenoxid (GO).
Grafenoxid kan tilsættes eksempelvis cement, batterier og elektrisk ledende blæk, da det giver bedre og mere holdbare produkter. Traditionelt bliver grafenoxid fremstillet ved at behandle grafit med stærke kemikalier.
Projektets nye miljøteknologiske løsning vil demonstrere en mere sikker, ressourceeffektiv og skalérbar produktionslinje med et lavere miljøaftryk og mindre kemikalieanvendelse-.
MUDP støtter projektet med 10.463.711 kr.
Fakta om MUDP
- MUDP giver tilskud til projekter der udvikler og demonstrerer nye miljøteknologiske løsninger og afprøvning af teknologi i fuld skala.
- MUDP støtter projekter inden for fokusområderne ”Rent vand”, ”Ren luft”, ”Miljøfarlige stoffer”, ”Klima”, ”Bæredygtig udnyttelse af ressourcer” og ”Biodiversitet”.
- MUDP ledes af en selvstændig bestyrelse udpeget af miljøministeren, og sekretariatet for MUDP er forankret i Miljøstyrelsen.
- MUDP giver tilskud til projekter i tre runder, herunder ”Forprojekter og ETV-projekter”, ”Udviklings-, test- og demonstrationsprojekter” og ”Fyrtårnsprojekter.
Det er muligt at søge tilsagn fra MUDP igen i 2026.
Læs mere om MUDP på: www.mudp.dk