Udviklingen i pesticidforbruget i Danmark målt med EU’s harmoniserede pesticidindikatorer (HRI) - 2011-2023

Miljøstyrelsen offentliggør en rapport, der beskriver den seneste udvikling i pesticidforbruget i Danmark målt med EU’s to harmoniserede pesticidindikatorer (HRI 1 og 2). Rapporten omhandler perioden 2011-2023. Alle EU-medlemslande er forpligtede til årligt at beregne og offentliggøre de to harmoniserede indikatorer for pesticider.

Resultater for Danmark

HRI 1 baseret på solgte mængder pesticider

HRI 1 er en farebaseret harmoniseret pesticidindikator, der beregnes hvert år ud fra solgte mængder af aktivstoffer i pesticider, og er vægtet i forhold til en farevægtning, der er fastsat i EU. I indikatoren grupperes aktivstivstofferne, så lavrisikostoffer vægtes lavest, mens aktivstoffer, der ikke er godkendt i EU, vægtes højest. Indikatoren viser dermed udviklingen i det vægtede salg af pesticider i Danmark. Udviklingen ses i forhold til gennemsnittet for 2011-2013, som sættes til en baseline på 100.

Den samlede vægtede HRI 1 for Danmark toppede i 2012 med et efterfølgende fald i 2013 og 2014. Denne udvikling, og særligt den høje værdi i 2012, vurderes at være en følge af den hamstring af pesticider, der skete i forbindelse med indførslen af den differentierede pesticidafgift, der er baseret på pesticidernes belastning på sundhed og miljø, herunder grundvand, som trådte i kraft 1. juli 2013. For 2014 ligger HRI 1 på det laveste niveau for hele perioden. Det skyldes, at salget dette år var relativt lavt som følge af forbrug af pesticider fra lager indkøbt de foregående år. I perioden fra 2015 til 2023 ligger HRI 1 på et stabilt niveau. I 2023 ligger indikatoren på 40, hvilket er 60 procent lavere end baseline. Ved dette års beregning ligger HRI 1 på et tydeligt lavere niveau for hele perioden efter baseline perioden sammenlignet med sidste års beregning. Dette skyldes at aktivstoffet mancozeb ikke længere er godkendt i EU og dermed har flyttet gruppe.

Sammenligner man udviklingen i HRI 1 med udviklingen i den danske pesticidbelastningsindikator (PBI), ser man overordnet den samme tendens i udviklingen af de to indikatorer. Figur med udviklingen i PBI er ligeledes vist nedenfor.

Figur 1: Udviklingen i den samlede vægtede HRI 1 for Danmark, der er beregnet ud fra solgte mængder af aktivstoffer i pesticider. Indeks 2011-2013 = 100

Figur 2: Udviklingen i pesticidbelastningsindikatorer (PBI), baseret på salgstal.

HRI 2 baseret på antal dispensationer

HRI 2 beregnes ud fra antallet af dispensationer, som Miljøstyrelsen har udstedt i henhold til artikel 53 i pesticidforordningen. For beregning af HRI 2 er aktivstofferne i dispensationerne grupperet og farevægtet på samme vis som ved beregning af HRI 1. Det vil sige, at lavrisikostoffer vægtes lavest, mens aktivstoffer, der ikke er godkendt i EU, vægtes højest. HRI 2 viser dermed udviklingen i det vægtede antal af dispensationer og opgøres i forhold til en baseline baseret på gennemsnittet for årene 2011-2013, som sættes til 100.

Der fremgår for HRI 2 ikke en entydig udvikling over årene, idet niveauet fluktuerer henover perioden. Niveauet for 2023 ligger på 66, hvilket er det næstlaveste niveau for hele perioden. Dette hænger sammen med, at i der 2023 blev givet 8 dispensationer, hvilket er det laveste antal dispensationer, der er givet i perioden (i 2011 blev der dog ligeledes givet 8 dispensationer). Hovedparten af dispensationerne over tid er blevet givet til produkter baseret på aktivstoffer, der hører til den store gruppe af kemiske aktivstoffer, som er godkendt i EU på det tidspunkt hvor dispensationerne gives. Kun i ganske særlige tilfælde gives der dispensationer til pesticider, der ikke er godkendt i EU, og da kun hvis en risikovurdering har vist en sikker anvendelse.

Figur 3: Udviklingen i det samlede vægtede HRI 2, der er beregnet ud fra antallet af dispensationer. Indeks 2011-2013 = 100

Indikatorernes udvikling og niveauer kan ændre sig i opgørelserne fra år til år. Dette sker, når aktivstoffer flytter kategori, fx hvis et aktivstof ikke længere er godkendt i EU, og dermed flytter til kategorien med den højeste farevægtning. Dermed ændres beregningen af indikatoren hvert år for hele perioden fra 2011 og frem. Det er for 2023-beregningen fx sket for aktivstofferne mancozeb og imidacloprid. Mancozeb blev solgt i relativt store mængder frem til og med 2013 (siden da solgt i mindre mængder), ligesom der er givet flere dispensationer til midler med mancozeb og imidacloprid.

I rapporten fremgår en mere udførlig analyse af indikatorerne. Den fulde rapport kan læses via linket nederst i nyheden.

Baggrund

Krav om årlig beregning af de to indikatorer er fastsat i EU’s rammedirektiv om bæredygtig anvendelse af pesticider. De beregnes på baggrund af de statistiske data, der bliver indsamlet i EU via bestemmelser i en EU-forordning om pesticidstatistik.

EU-Kommissionen har på baggrund af pesticiddata indberettet fra alle EU-medlemslande offentliggjort udviklingen af de to pesticidindikatorer for hele EU. På EU-niveau falder den overordnede indikator, HRI 1, med 61 % i 2023 i forhold til baselineperioden 2011-2013. For HRI 2, der omhandler dispensationer, er der tale om et fald på 5 % i 2023 sammenlignet med baselineperioden. Udviklingen i de to indikatorer på EU-niveau kan ses via linket her.

Ønsker man at se udviklingen af de to indikatorer HRI 1 og HRI 2 for de øvrige EU-medlemslande, kan man finde dem via linket her, såfremt medlemslandene har meddelt Kommissionen et link til deres offentliggjorte indikatorer.

Læs rapporten

Yderligere oplysninger

Kirsten Ø. Martensen, AC-tekniker: Tlf.: 51 41 73 64, e-mail: kioma@mst.dk