Miljøstyrelsen og DAKOFA afholder hybrid-seminar om "Korrekt anmeldelse og håndtering af jord - nu og i fremtiden"
Der har igennem den seneste tid været flere eksempler på sager, hvor jord ikke er håndteret korrekt og er kommet steder hen, hvor det kan skade miljøet og naturen.
På dette hybrid-seminar vil vi se på, hvordan vi i fællesskab kan sikre en bedre håndtering af jord. Det vil ske ved en gennemgang af de eksisterende regler for anmeldelse, dokumentation og kontrol med jordflytninger. Derefter ser vi nærmere på reglerne for håndtering og anvendelse af jord, særligt når ren jord nyttiggøres på marker som terrænregulering.
Vi vil på seminariet også kort beskrive reglerne vedrørende habitatområder, særligt når der sker anvendelse af jord i nærheden af habitatområder.
Miljøstyrelsen vil gennemgå den vejledende udtalelse omkring korrekt håndtering af jord, som bliver udgivet medio april 2025.
Kommunerne og Miljøstyrelsen har i fællesskab set på udfordringer og løsninger for at sikre en bedre håndtering af jord. På seminaret vil de væsentligste fælles overvejelser blive fremlagt. Vi vil få eksempler på, hvad kommuner har iværksat af initiativer for at sikre en korrekt håndtering af jord.
Branchen er inviteret til at fortælle om deres igangsatte initiativer og forslag til at løse udfordringer med håndtering af jord.