Miljøstyrelsen beslaglægger ulovlig kosmetik

Miljøstyrelsen beslaglægger sammen med Toldstyrelsen med jævne mellemrum større forsendelser af ulovlig kosmetik fra lande uden for EU. Kosmetik, som kan bringe forbrugernes sikkerhed og sundhed i fare. Senest er en meget stor forsendelse i Aalborg beslaglagt med ulovlige kosmetiske varer, som kunne have endt på danskeres badeværelseshylder..

Foto: Miljøstyrelsen, Kemikalieinspektionen

Du smører måske creme på hænderne, pudrer kinderne, eller pynter neglene i nye farver. Kosmetik købes af mange danskere, i god tro om, at det er sikkert at bruge, men sådan er det ikke altid.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har sammen med Toldstyrelsen senest i Aalborg beslaglagt en privat import af 1630 produkter af 38 forskellige koreanske kosmetiske typer af produkter. Kemikalieinspektionen vurderer, at alle produkterne potentielt kan være skadelige for forbrugerne og overtræder kosmetikforordningen.

Ét af produkterne indeholder stoffet cyclotetrasiloxane (D4), som er miljøgiftigt og sundhedsskadeligt. Når stoffet udledes, forbliver det i miljøet og ophobes i dyr og mennesker. D4 mistænkes også for at være hormonforstyrrende og skade forplantningsevnen. Stoffet har været forbudt i kosmetik siden 22. maj 2019, jf. kosmetikforordningen.

Denne forsendelse af ulovlig kosmetik, er ikke et enestående tilfælde. Siden 2023, har der været fem større sager, hvor kosmetiske varer fra lande uden for EU er blevet konfiskeret i Danmark. Der er tale om cirka 2000 eksemplarer, hvor alle har været privatimporteret. Der er bl.a. tale om produkter som neglelak og hudblegecreme. 

Kemikalieinspektionen vurderer, at produkterne er indkøbt med videresalg for øje, på grund af forsendelsernes store størrelse. Det gør, at kosmetikforordningens bestemmelser er gældende i disse tilfælde, selvom der er tale om privatimporterede produkter.

Kosmetikforordningen gælder som udgangspunkt udelukkende for kosmetiske produkter, der gøres tilgængelige på markedet med eller uden vederlag, herunder med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse som led i erhvervsvirksomhed.

Sådan vurderes kosmetikken

Kosmetik der markedsføres og sælges i EU skal overholde gældende mærkningskrav i kosmetikforordningen samt kosmetikbekendtgørelsen. Her er bl.a. krav om at produkter mærkes med følgende:

  • Ingrediensliste. Her kræves det, at der anvendes den internationale nomenklatur for kosmetiske ingredienser (INCI).
  • Det kosmetiske produkts funkton, medmindre dette fremgår af dets præsentation. (Dette skal fremgå på dansk).
  • (Firma)navn og adresse for den ansvarlige person i EU.

I den seneste forsendelse mangler samtlige kosmetiske produkter disse mærkningsoplysninger. På produkterne er der kun asiatiske skrifttegn. Det gør det svært for Inspektionen og forbrugerne at gennemskue, hvad produkterne indeholder, og hvem der er ansvarlig for deres kemi. På dette grundlag vurderer Inspektionen, at produkterne potentielt er skadelige.

Det er umiddelbart Inspektionens erfaring, at de samme mærkningsovertrædelser går igen i disse type sager. 

Læs mere om Kemikalieinspektionens undersøgelser og beslaglæggelser.