Find inspiration til genopretning af naturen i havet – og vær klar når ansøgningspuljen åbner

Havnaturfonden lancerer en ansøgningsrunde efter sommerferien, hvor kommuner og andre organisationer kan søge tilskud til projekter, der genopretter den lokale havnatur.

Miljøstyrelsen og Center for Marin Naturgenopretning har udviklet et nyt videnskatalog om marin naturgenopretning. Videnskataloget etablerer et vidensgrundlag for Havnaturfondens kommende indsatser og giver en introduktion til, hvordan man kan arbejde med genopretning af havnatur i Danmark med forskellige metoder som eksempelvis genopretning af stenrev og udplantning af ålegræs. Videnskataloget suppleres af de praktiske guidelines, der kan findes på Center for Marin Naturgenopretnings hjemmeside og vil blive opdateret løbende i takt med, at der indhentes ny viden og erfaringer.

Center for Marin Naturgenopretning har ligeledes lavet en screening af potentialet for genopretning af stenrev i Sejerø Bugt, Samsø Bælt, Det Sydfynske Øhav, Storebælt og Lillebælt, som kommunerne og andre organisationer kan finde inspiration i.

Yderligere information om ansøgningsrunden forventes i løbet af foråret på Havnaturfondens side.