Miljøstyrelsen har sammen med brancheorganisationen DANVA revideret den såkaldte Parismodel for vandsektoren, således at den lever op til internationale standarder. Dermed styrkes modellens troværdighed, når danske aktører skal bruge resultaterne af modellen til at understøtte Danmarks eksport og politiske dagsordener internationalt.
Miljøstyrelsen gennemførte den første indberetningsrunde i 2o20/2021 som led i aftalen om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi. Se her.
Selv om det var frivilligt at indberette, deltog hovedparten af selskaberne. Resultaterne viste, at vandsektoren samlet set forventer at blive klimaneutral i 2030. Se her.
Med den nye model bliver det vanskeligere for vandsektoren at opnå klimaneutralitet. Det skyldes, at der medtages yderligere emissionsposter samtidig med, at der er fjernet poster for undgåede emissioner. Det gælder eksempelvis den reducerede lattergasemission, som allerede sker ved den almindelige rensning af spildevandet for kvælstof. Denne rensning sker i henhold til udledningskravene, og der er således ikke tale om et nyt og særligt tiltag.
Der gennemføres nu en ny indberetningsrunde, baseret på den reviderede model. Selskaberne kan frivilligt indberette til klimaopgørelsen til og med den 20. december 2024. Resultaterne forventes offentliggjort i første kvartal af 2025.
Der er i den nye Parismodel fortsat lagt vægt på, at den ikke er mere kompliceret end at alle selskaber kan være med. Samtidig opgøres alene selskabernes energiforbrug og klimapåvirkning fra driftsopgaverne, således at anlægsinvesteringer ikke er medtaget. Vejledning til den nye Parismodel kan findes her.