CLP-forordningen, der sætter regler for klassificering, mærkning og emballering af farlige stoffer og blandinger i EU, har netop gennemgået en større revision. Formålet er at gøre mærkningsreglerne mere enkle, at give forbrugerne lettere adgang til oplysninger om kemiske farer og at forbedre beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet. Forordningen forventes at træde i kraft i slutningen af året.
Nye krav til etiketter og reklamer
I dag kan virksomheder reklamere for produkter som opvasketabs eller afløbsrens i trykte tilbudsaviser eller i netbutikken uden at vise produkternes fareoplysninger, f.eks. de kendte farepiktogrammer. Men med de nye EU-regler stilles der krav om, at alle visuelle reklamer– uanset om markedsføringen sker online, på print eller for eksempel i TV - skal være flankeret af både farepiktogrammer, signalord og faresætninger. Samtidig ensrettes kravene til etiketternes farve og størrelse, så fareoplysningerne bliver nemmere at læse.
Nødvendigt at opdatere kemi-reglerne
De nye regler giver virksomhederne udvidede muligheder for at bruge folde-ud etiketter og digital mærkning. Og som noget nyt kommer der også regler for genopfyldningsstationer, som skal være forsynet med fareetiketter og skal indrettes, så der er mindst mulig risiko for mennesker og miljø.
”Det har på flere områder været nødvendigt at opdatere forordningen fra 2008, da både onlinehandel og salg af produkter i løs vægt er blevet mere udbredt. Desuden tager forordningen nu også højde for de nye fareklasser for hormonforstyrrende stoffer og meget miljøskadelige kemikalier, som skal indgå i vurderingen, når farlige stoffer skal klassificeres”, siger Maria Thestrup Jensen fra Miljøstyrelsen
Mange virksomheder bliver berørt
For at lette overgangen til de nye regler har Miljøstyrelsen oprettet hjemmesiden CLPupdate.dk. Her kan virksomhederne få overblik over de væsentligste ændringer i den reviderede CLP-forordning og finde information om de forskellige frister og overgangsperioder.
”Miljøstyrelsen har lanceret hjemmesiden, fordi de nye regler vil få betydning for mange forskellige typer af virksomheder, store som små. Det gælder både de virksomheder, som fremstiller de farlige stoffer og blandinger, men også importører og dem som forhandler produkterne vil blive berørt. Alle led i leverandørkæden har ansvar for, at kemiske stoffer og blandinger er mærkede efter CLP-reglerne”, siger Maria Thestrup Jensen.
Miljøstyrelsen afholder webinarer i samarbejde med en række brancheorganisationer om de nye regler i starten af november.
Besøg den nye hjemmeside på clpupdate.dk
Yderligere oplysninger
Virksomheder med spørgsmål til CLP-reglerne skal henvende sig til vores CLPhelpdesk på clphelpdesk@mst.dk
Journalister kan skrive til: Maria Thestrup Jensen, Miljøstyrelsen, matje@mst.dk
CLP-forordningen
· EU's CLP-forordning (Classification, Labelling, and Packaging) har til formål at sikre, at farlige kemikalier bliver korrekt klassificeret, mærket og pakket i hele EU. Forordningen beskytter mennesker og miljø ved at stille krav om, at kemikalier bliver mærket med tydelige advarsler om deres farlige egenskaber, som f.eks. giftighed, brandfare eller sundhedsrisici. Dette gør det lettere for forbrugere og virksomheder at træffe sikre valg ved håndtering og brug af kemikalier.
· Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører løbende kontrolkampagner og overtrædelser kan medføre bøder og i værste fald fængselsstraf.