Miljøstyrelsen sender udkast til ændring af tilslutningsvejledningen i høring

Den gældende tilslutningsvejledning er fra 2006. Lovgivningen har ændret sig siden da, og der er bl.a. kommet nye og flere miljøkvalitetskrav til. Den nye tilslutningsvejledning underbygger den viden, der findes i dag om miljøfarlige forurenende stoffer og understøtter den nugældende lovgivning.

 De væsentligste ændringer i vejledningen er:

·         En ny tilgang til ABC-vurdering af organiske stoffer

ABC-vurderingen anvendes til at klassificere organiske stoffers miljøfarlighed og dermed, hvor stringent stofferne skal reguleres i en tilslutningstilladelse. Metoden opdateres for at forsimple og lette arbejdsbyrden ved at basere vurderingen på de enkelte stoffers faresætninger (H-sætninger) under CLP-klassificeringen. Derudover lægger den opdaterede metode større vægt på miljøhensyn, idet den nye vejledning bl.a. tager højde for både akut og kronisk giftighed.

·         Skærpede vejledende grænseværdier for 11 stoffer

De vejledende grænseværdier er opdateret sådan, at der fremover differentieres mellem, om renseanlægget udleder det rensede spildevand til henholdsvis marint eller ferskt vand. Hertil kommer, at de vejledende grænseværdier opdateres i forhold til gældende miljøkvalitetskrav og ændrede beregningsfaktorer. Samlet set, hvilket udløser det skærpede vejledende grænseværdier for 11 stoffer. Grænseværdierne for de øvrige 3 stoffer bibeholdes. 

·         Vejledende grænseværdier for yderligere 17 stoffer, inklusiv PFAS24

Den reviderede vejledning indeholder som noget nyt vejledende grænseværdier for yderligere 17 stoffer, herunder også PFAS24 i både marint vand og ferskt vand. Grænseværdierne er baseret på de gældende miljøkvalitetskriterier og –krav.

Høringsudkast er offentliggjort på høringsportalen.

Høringsperioden løber over 12 uger frem til den 7. februar 2025.