Der kan være cannabis i din ansigtscreme

Cannabis har længe været kendt for sine euforiserende effekter, men nu viser en ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen, at ingredienser afledt fra cannabisplanten også finder vej til vores hudplejeprodukter.

Miljøstyrelsen har undersøgt udbredelsen af hudplejeprodukter med cannabisafledte ingredienser. Undersøgelsen viser, at de mest anvendte ingredienser er hampefrøolieog cannabidiol (CBD), som især findes i produkter til ansigtspleje.

Der blev i undersøgelsen registreret 148 hudplejeprodukter med i alt ti forskellige cannabisafledte ingredienser. Blandt disse var hampefrøolie (Cannabis Sativa Seed Oil) den mest udbredte, som blev fundet i 84% af produkterne. CBD blev fundet i 44% af produkterne.

Det er både markedet i Danmark og EU, der er blevet kortlagt i undersøgelsen. Resultaterne viser, at det især er i mindre specialbutikker, at forbrugeren finder hudplejeprodukter med cannabis. Derimod har større detailhandelskæder kun et begrænset udvalg. Der er dermed tale om et nichemarked med en mindre markedsandel.

Undersøgelsen fastslår, at det hovedsageligt er udenlandske producenter, der står bag produkterne. Næsten en tredjedel af de identificerede brands er danske, men kun en mindre andel af produkterne er faktisk produceret i Danmark.

Selvom cannabisafledte ingredienser er blevet mere udbredt i hudplejeprodukter, viser undersøgelsen, at kosmetikbranchen stadig er forsigtig, især når det kommer til brugen af CBD, fordi der er usikkerhed omkring stoffets effekter.

Hudplejeprodukter med cannabisafledte ingredienser er relativt nye på markedet, og hos Miljøstyrelsen har vi fået en del henvendelser på området. Derfor er vi særligt opmærksomme på disse produkter. EU’s Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed på vej med en sikkerhedsvurdering af CBD, og det er positivt”, siger Camilla Maria Petersen fra Miljøstyrelsen.

Hun understreger, at hvis man som forbruger vil være ekstra forsigtig, kan man afvente med at bruge hudplejeprodukter med CBD, indtil sikkerhedsvurderingen foreligger.

Den nye viden fra undersøgelsen giver en dybere forståelse af markedet for hudplejeprodukter med cannabisafledte ingredienser. 

Læs rapporten 
Læs kortfattet projektartikel om projektets resultater

Yderligere oplysninger: 

Projektansvarlig Camilla Maria Petersen, Miljøstyrelsen, tlf. 61 13 51 02 eller mail cammp@mst.dk.

Om undersøgelsen 

Undersøgelsen indbefatter en omfattende kortlægning af markedet i Danmark og EU. Teknologisk Institut har udført undersøgelsen for Miljøstyrelsen i perioden juni til december 2023.

Det blev fundet, at de fem cannabisafledte ingredienser, der overvejende anvendes i hudplejeprodukter, er Cannabis Sativa Seed Oil, Cannabidiol (CBD), Cannabis Sativa Leaf Extract, Cannabis Sativa Seed Extract og Potassium Hempseedate. 

Blandt de 148 produkter registreret i kortlægningen, var Cannabis Sativa Seed Oil den mest udbredte cannabisafledte ingrediens (84 % af produkterne), mens CBD var den næstmest udbredte ingrediens (44 % af produkterne). 

Cannabis Sativa Leaf Extract og Cannabis Sativa Seed Extract blev fundet i henholdsvis 11 % og 7 % af produkterne. Potassium Hempseedate blev fundet i ét produkt.

Ovenstående ingredienser, som vil fremgå af ingredienslisten på produktet, blev fundet anvendt i mange forskellige produkttyper, herunder ansigtsolier, ansigtscreme, serum, hårpleje, kropspleje og renseprodukter.

Om cannabisafledte ingredienser

Der findes ca. 550 forskellige stoffer i cannabisplanten, hvoraf mere end 100 er cannabinoider. De mest undersøgte cannabinoider er cannabidiol (CBD) og tetrahydrocannabinol (THC). THC findes næsten udelukkende i toppene af planten, og det er primært det stof i planten, der kan give en euforiserende virkning.

Hampefrøolie (Cannabis Sativa Seed Oil) er udvundet fra cannabisplantens frø. Olien indeholder mange essentielle fedtstyrer, såsom omega-3 og omega-6. Derudover indeholder den også antioxidanter. I undersøgelsen blev det fundet, at produkter med hampefrøolie i markedsføringen blev fremhævet for sine ”fugtighedsgivende” og ”anti-age” egenskaber.

Studier viser, at CBD har antioxidante og antiinflammatoriske egenskaber samt en positiv indvirkning på talgkirtlernes funktion, idet det mindsker talgproduktionen. I undersøgelsen blev det fundet, at produkter med CBD blev anprist som havende ”regenererende/helende”, ”fugtgivende” og ”anti-age” effekter.

Om reglerne

Kosmetikforordningen (nr. 1223/2009) regulerer brugen af cannabisafledte ingredienser i kosmetiske produkter, herunder hudplejeprodukter. Denne forordning er den overordnede lovgivning på kosmetikområdet, som alle kosmetikprodukter, der markedsføres i EU, skal overholde.

De blomstrende eller frugtbærende toppe af cannabisplanten er ikke tilladt at anvendte i kosmetiske produkter, idet disse dele af planten er defineret som narkotika. Bladene og frøene, som ikke er ledsaget af toppene af planten, må til gengæld gerne anvendes i kosmetik, fordi disse netop ikke betragtes som værende narkotika. 

EU-domstolen har i en dom fra 2020 (sag C-633/18) fastslået, at CBD ikke betragtes som værende et narkotikum, og det er derfor tilladt at bruge i kosmetik, uanset hvilken del af planten, det oprinder fra. Kosmetik må højst have et indhold af THC på 0,2 %.