Hvor finder man nye sten til Øresund?

Fisk og tangplanter skal have nye stenrev, men hvor skal stenene komme fra? Det er Miljøstyrelsen netop nu ved at finde ud af.

Opgaven med at levere kæmpe sten til nye danske stenrev er netop blevet sendt i udbud.

Miljøstyrelsen har hermed taget et vigtigt første skridt til etablere nye rev i Øresund til gavn for havets biodiversitet.

Oprindelig var det meningen, at norske sten fra vej og tunnelbyggerier skulle transporteres til Danmark for at blive brugt til stenrev.

Plan om norske sten kuldsejlet 

Men den plan blev ikke til noget, fordi det Norske Vejvæsen viste sig ikke at havde mulighed for at levere.

”I næsten et år har Miljøstyrelsen forsøgt at få landet en aftale med de norske myndigheder om, at aftage overskudssten fra norske infrastrukturprojekter, men det har desværre ikke været muligt at lande en aftale i denne omgang, siger biolog Stine Fleckner Habary fra Miljøstyrelsen.

LÆS NYHEDEN: Nye stenrev skal hjælpe havets biodiversitet

Så nu skal leverandøren selv sørge for at indkøbe stenene, og det er sandsynligt, at det i stedet bliver fra stenbrud eller grusgrave.

"Vi håber dog stadig på, at der kommer en anden lejlighed til at lave et konkret samarbejde med Norge, da det giver god mening at bruge overskudssten fra norske infrastrukturprojekter,” siger Stine Fleckner Habary.

Torsk og tang er ligeglade

Konsekvensen af det nye udbud er, at genopretningen af stenrevene er blevet forsinket.

"Det gør heldigvis ikke nogen forskel for torsk, tang og hummer, hvor stenene kommer fra. Fordelen ved det nye udbud er, at entreprenøren nu kommer til at stå for hele anlægsopgaven med både indkøb, afhentning og udlægning af sten, hvilket formentlig gør processen mere smidig,” siger Stine Fleckner Habary.

Opgaven med at levere sten til Øresund og Kattegat er i udbud med frist den 22. marts

Anlægsarbejdet forventes nu at starte op i sensommeren 2024.

Gamle rev blev ødelagt

De oprindelige stenrev er blevet fjernet gennem tiden, fordi stenene skulle bruges til moler, havne og andre byggerier. Det har efterladt havets dyr og planter uden deres vigtigste levesteder.