Høring over udkast til ændring af bekendtgørelse om støj fra vindmøller

Miljøstyrelsen sender udkast til bekendtgørelse om støj fra vindmøller i høring. Høringen omfatter tillige udkast til miljøvurdering af udkastet til bekendtgørelse.

Bekendtgørelsen om støj fra vindmøller regulerer, hvilke støjregler vindmøller opstillet på dansk territorie, herunder søterritoriet, er underlagt.

Efter de gældende regler skal der tages højde for multiple refleksioner fra alle vindmøller på havet.

Multiple refleksioner kan opstå under bestemte meteorologiske forhold og er årsag til, at støj fra vindmøllerne på havet kan udbredes over længere afstande end støj fra vindmøller på land.

Efter den foreslåede ændring af reglerne vil multiple refleksioner ikke indgå i beregningen af lavfrekvent støj fra vindmøller på havet, der er placeret 20 kilometer eller længere fra kysten.

Støjreglerne for vindmøller på land ændres ikke.

Dokumenterne samt øvrige oplysninger kan findes på www.hoeringsportalen.dk under Miljøstyrelsen.

Frist til at afgive høringssvar til både udkastet til bekendtgørelse og miljøvurderingen er den 19. juni 2024.